Søndag den 13. august 2006 Weekendavisen (uddrag) Synspunkt. Global, menneskeskabt opvarmning tages for givet i en grad, så man må tale om klimaforandringer i den offentlige mening. Hvad sker der? En klimaforsker tænker højt. Kyoto for tvivlere Af JENS OLAF PEPKE PEDERSEN Seniorforsker Center for Sol-Klima Forskning Danmarks Rumcenter  I de seneste år er der sket en interessant ændring af klimadebatten. For selvom den videnskabelige debat ikke er afsluttet, så er nogle af aktørerne nu begyndt at opføre sig, som om det var tilfældet, og som om de nu har vundet slaget, i hvert fald om den offentlige mening. I omtalen af vejr- og klimafænomener er det blevet helt naturligt at gå ud fra, at der er sket en global opvarmning, at den er menneskeskabt, og at den skal bekæmpes. Med det udgangspunkt kan man derfor, uanset om det regner usædvanlig meget eller lidt, eller om sommeren – som i år – er usædvanlig varm på den nordlige halvkugle og vinteren usædvanlig kold på den sydlige halvkugle, se det hele som et tegn på, at klimaet har ændret sig og formodentlig til det værre. Hvis man samtidig fortolker alle observationer i naturen som et udtryk for globale klimaændringer, er mulighederne for at blive bekræftet i sin opfattelse nærmest endeløse, for så vil man i vores omskiftende natur kunne se tegn på klimaændringer, uanset om man studerer udbredelsen af sygdomme, trækfuglenes adfærd, eksploderende tudser eller dyrearters frem- og tilbagegange.  Videnskabeligt kan man ikke pege på nogen gennembrud, der kan begrunde, at klimadebatten nu kan erklæres for afsluttet. Tværtimod er der flere og flere studier, der viser, at klimaet på vores jordklode ikke er et isoleret system, men at det påvirkes fra verdensrummet og af ændringer i Solens aktivitet. Stadig flere studier viser, at klimavariationerne i fortiden var meget større end hidtil antaget. Og selvom eksempelvis sidste års oversvømmelse i New Orleans jævnligt nævnes i sammenhæng med den globale opvarmning, viser et helt nyt arbejde, som blev offentliggjort i tidsskriftet Science i slutningen af juli, at der ikke kan påvises nogen sammenhæng mellem global opvarmning og antallet af orkaner.  ... Der er således ikke belæg for Michael Manns ofte citerede udsagn om, at 1990erne var det varmeste årti i det seneste årtusind. Temperaturstigningen de sidste 100 år ser ikke længere så usædvanlig ud, og måske er en del af forklaringen på den globale opvarmning, at de fleste meteorologiske institutter blev oprettet og startede deres målinger på det koldeste tidspunkt i de seneste 1000 år. I hvert fald er det svært at finde belæg for større menneskeskabte effekter i temperaturkurven alene. Når vi er vant til at få meget præcise svar fra forskningen, så kan man undre sig over, at det er så svært at besvare ganske enkle klimaspørgsmål, som for eksempel hvor meget mennesket påvirker klimaet. Det skyldes imidlertid, at klimasystemet er uhyre komplekst, og at vi kun har det ene system. Derfor kan vi ikke lave eksperimenter i det rigtige klimasystem, men er nødsaget til at benytte computermodeller eller studere specialtilfælde i laboratoriet. Dertil kommer, at vi kun har gode observationer af klimaet i en historisk set meget kort periode.  ... I mangel på præcise videnskabelige svar er argumenterne i klimadebatten derfor ofte hentet fra den politiske verden, som for eksempel: at nu mener 48 nobelpristagere eller et stort antal klimaforskere, at vi har en menneskeskabt opvarmning, og at det udgør et problem. Selvom klimaet næppe retter sig efter vore flertalsafgørelser, påvirker det naturligvis beslutningstagerne. Den britiske premierminister Tony Blair har længe haft global opvarmning på sin dagsorden, og for nylig fandt han endda en vigtig allieret i USA, nemlig den californiske guvernør Arnold Schwarzenegger, som nu vil samarbejde med Blair om blandt andet CO2-reduktioner.  ... Så man kan undre sig over, hvorfor klimaforandringer nu har gjort sig fortjent til at repræsentere den kollektive tilstand af angst for fremtiden, som vi åbenbart ynder at befinde os i. Specielt når klimakatastroferne som oftest først forventes at ramme vores børnebørn eller deres efterkommere. Af samme grund er argumenterne for, at vi skal bruge enorme summer på at imødegå klimaændringer, oftest af moralsk art – såsom at vi ikke kan være bekendt at overlade problemerne til vore efterkommere.  I de kommende år vil vi begynde at mærke regningen for Kyoto, og Bjørn Lomborg vil utvivlsomt få lejlighed til at påpege, hvilke globale problemer – som eksempelvis rent drikkevand, kloakering eller sundhed – vi med større fordel kunne have brugt pengene på. Men det betyder ikke, at alle udgifterne til Kyoto er meningsløse, og muligvis kan det endda lade sig gøre at finde et kompromis, som kan tilfredsstille alle parter i debatten. For uanset om CO2 har en større effekt på klimaet eller ej, så giver det god mening at reducere brugen af fossile brændstoffer. I modsætning til den gængse sprogbrug forurener CO2 ikke, men det gør til gengæld mange andre stoffer, der frigives ved afbrænding af kul eller olie. Samtidig udgør den vestlige verdens olieafhængighed en væsentlig indskrænkning i vores handlefrihed og sikkerhed. ...  Et af kritikpunkterne mod Kyoto har været handelssystemet med CO2-kvoter. Det vil for eksempel få den besynderlige virkning, at der ikke ændres på CO2-udledningerne, men blot overføres store beløb til Rusland og Ukraine. Derfor vil det være fornuftigt kun at bruge dette instrument nationalt eller inden for EU. Men når Kyotoaftalerne går i gang i de kommende år, er der en god chance for, at de positive virkninger i form af nedsat energiforbrug vil overstige de negative virkninger i form af øgede udgifter.