01-10-2006  Weekendavisen (uddrag) Sidste chance. Er naturen indrettet sådan, at hvis man overtræder bestemte tærskler, så er der tale om et point of no return, hvorefter klodens kræfter går amok? Vi ser nærmere på balancen i henholdsvis naturen og beviserne for teorien. Når isbjerget tipper Af Gabrielle Walker Nature  »Der er grund til bekymring,« kunne man læse i Time den 3. april, hvor man på omslaget så en  forvildet isbjørn omgivet af pytter af smeltet is. »Der er grund til stor bekymring.« Nedenunder  stod forklaringen på denne foruroligende besked: »Jorden har nået tippepunktet.« Forestillingen om, at en skjult tærskel drastisk kan forværre menneskeskabte klimaforandringer har  været udbredt i årtier, men som regel pakket ind i fagtermer som »ikke-linearitet«, »positiv  feedback« eller »hysterese«. Nu er den vendt frygteligt tilbage under en ny betegnelse. I løbet af  2004 kunne man i 45 avisartikler om klimaforandringer læse om et såkaldt »tippepunkt«; i de første  fem måneder af indeværende år blev der skrevet 234 artikler med et tilsvarende indhold.  »Opvarmningen når tippepunktet,« stod der advarende på forsiden af en engelsk avis for nylig;  »Klimaet har nået det sidste vendepunkt,« kunne man læse i en anden. Begrebet breder sig som  løbeild. Den smittende sammenligning er velanbragt. Da forfatteren Malcolm Gladwell lancerede begrebet i  sin bog The Tipping Point, tog han udgangspunkt i forandringer, der normalt hører hjemme i  epidemiologien, hvor hidtil næsten ukendte fænomener pludselig kan få eksplosiv udbredelse.  Gladwells tippepunkter er en betegnelse for smittende adfærd og tænkemåder. Forestillingen om, at  klimaforandringerne nærmer sig det ukontrollerbare, er også smittende. Men er klimaet virkelig ved at tippe over til en radikalt anderledes tilstand? Og hvis det er  tilfældet, hvad kommer det så til at betyde? Et tippepunkt betegner som regel det øjeblik, da en  indre dynamik begynder at udløse forandringer, der hidtil har været styret af ydre kræfter.  Begrebet rejser to spørgsmål. Hvornår er dette punkt nået? Og når det er nået, er systemet så  tvunget til at fortsætte i samme skure, uanset hvad der sker andre steder – er der ingen vej  tilbage? ... Længst mod nord har vi iskappen over Det nordlige Ishav. Syd herfor ligger den store kappe af is,  som dækker Grønland. Og så er der havets »transportbånd«, der har sit udspring i de forholdsvis  små nordiske have, hvorfra det fører varme og salt rundt til resten af verden. På alle tre områder  er der indbyggede risikozoner, som fortjener betegnelsen tippepunkter. Og de ydre kræfter, der  skubber i retning af disse punkter, bliver stadig stærkere. »Der er bred enighed om, at vi nu kan observere en drivhuseffekt i nordpolsområdet,« udtaler Mark  Serreze fra US National Snow and Ice Data Center i Boulder, Colorado. Serreze studerer havis, som  i den senere tid har været genstand for større opmærksomhed end de to andre faktorer i den  arktiske ligning. Om vinteren er ishavet mere eller mindre dækket af is. Sommersolen får pakisen  til at bryde op, får den til at smelte i kanterne og skaber felter med åbent vand midt inde i den. Det åbne vand reflekterer mindre sollys end isen – det har en lavere albedo, som det hedder – jo  større området med mørkt åbent havvand er, desto mere sommervarme ophobes der i havet. Mere  ophobet varme betyder tyndere is næste vinter, som er mere udsat for at smelte under den næste  sommers sol – hvorefter der ophobes endnu mere varme i det åbne vand året efter og så videre.  Denne cyklus betegnes som »is-albedo-feedback«. »Når isen først er begyndt at smelte og vige, kan processen ikke vendes om,« siger Serreze. Noget  tyder på, at denne proces allerede er begyndt. Serreze og hans kolleger har opdaget, at sommerisen  er svundet ind med gennemsnitligt 8 procent pr. årti i løbet af de seneste tredive år. I de sidste  fire år har der været rekordlav isdannelse i september, og i 2005 var isdækket 20 procent mindre  end gennemsnittet for 1979-2000 – en tilbagegang på omkring 1,3 millioner kvadratkilometer,  hvilket er mere end Frankrigs, Tysklands og Storbritanniens areal tilsammen. Det var denne  opdagelse, der resulterede i en stribe foruroligende avisoverskrifter. Isens volumen snarere end dens udstrækning ville være en mere anvendelig målestok, men den er svær  at beregne. Radarmålinger, der viser, hvor højt isen ligger i forhold til det omgivende vand,  kunne være værdifulde, men den europæiske satellit CryoSat, der skulle have målt isens tykkelse,  kæntrede allerede ved opsendelsen i oktober 2005. Der er planer om at opsende en ny, men indtil  videre kan man kun måle isens tykkelse nedefra. I 2003 analyserede Andrew Rothrock og Jinlun Zhang  fra University of Washington resultaterne af en række u-bådssejladser mellem 1987-97 og  konkluderede, at isen var blevet en meter tyndere i løbet af disse ti år. Et naturligt udsving i vind og vejr, der betegnes som »arktisk svingning«, kan have været en  væsentlig årsag til afsmeltningen. I 1989 begyndte dette indeks at nærme sig positive værdier, som  angiver det bælte af kraftige vinde, der kredser om polen. Zhang og hans kollega Roger Lindsay,  der også er fra University of Washington, mener, at disse vinde drev store mængder tyk is væk fra  Nordpolen og ned gennem Framstrædet øst for Grønland. Sidste år offentliggjorde de en model, der  viste, at fordi denne erstatnings-is var tyndere og mere sårbar over for is-albedo-feedbacket, var  der tale om et ekstra tab, der var ensbetydende med et kritisk vendepunkt for Nordpolen. »Den arktiske svingning var en stærkt medvirkende faktor,« udtaler Serreze, »men isen var smeltet,  også selv om den ikke havde været der.« Uanset hvad årsagerne måtte være, lader det til, at atmosfæren opvarmes, når varmen fra det åbne  vand stiger op i luften, og ismængden er reduceret. Forårstemperaturerne i nordpolsområdet  begyndte at stige i løbet af 1990erne. I år har man oplevet en usædvanlig hedebølge på Svalbard.  Januar opviste højere temperaturer end noget hidtil registreret april-gennemsnit, og april var  over 12 grader varmere end gennemsnittet. Klimaforskeren Jason Lowe fra det britiske meteorologiske institut i Exeter mener, at forholdet  mellem havis og lufttemperatur er betryggende lineært. »Når man sammenholder havisen med temperaturstigningen, enten med udgangspunkt i observationer  eller modeller, får man en påfaldende lige linje,« udtaler han. »Der er ikke tale om en løbsk  effekt hen over de temperaturudsving, vi ellers forudsiger.« Lowe siger med andre ord, at selv om  kloden givetvis vil miste mere is, behøver den ikke at miste det alt sammen. Men hvis de nuværende  tendenser med hensyn til udslip af drivhusgasser og global opvarmning fortsætter, ender det med,  at vores klode kun har én pol, én permanent iskappe, hvor den før havde to. Sammenlignet med det totale omfang af den menneskeskabte klimaforandring vil den yderligere  opvarmning, som bliver resultatet, hvis is-albedo-feedbacket når den øverste grænse, ikke være  overvældende stor. De kun 4,5 procent af jordoverfladen, der befinder sig nord for polarcirklen,  er så lille en del af Jordens samlede areal, at det ikke i væsentlig grad kan påvirke Jordens  energibalance. Noget tyder dog på, at tabet af havis kan få mere vidtrækkende virkninger end antallet af watt,  som absorberes pr. kvadratmeter. Tim Lenton, der forsker i geosystemer ved University of East  Anglia i Norwich, England, gør opmærksom på, at vores forholdsvis stabile vindmønster, der  forårsages af tre cirkulerende luftsystemer på de to halvkugler, til dels afhænger af en hvid og  kold Nordpol. Den synkende luft ved Nordpolen er en del af et luftsystem, der kaldes en hadleycelle; der findes  en anden hadleycelle over ækvator. Mellem disse to celler finder man de kraftige vestenvinde og  luftstrømme i stor højde, som driver stormene rundt ved de mellemste breddegrader. »Hvis en del af den aktuelle struktur nedbrydes, får det alvorlige konsekvenser,« siger Lenton.  »Hvis systemet begynder at skifte hver årstid mellem tre celler og en mindre stabil struktur,  ændres også de højere luftstrømmes position, og dermed ændres alting.« Der findes ikke ret mange  modeller af denne udvikling, men Jacob Sewall og Lisa Sloan på University of California i Santa  Cruz har påvist, at en isfri Nordpol kan få vinterstormene over Nordamerika til at ændre retning  og dermed udtørre de nordamerikanske veststater. Den lokale opvarmning, som forårsages af en mindre mængde havis, kan også påvirke det andet  tippepunkt – størrelsen på den grønlandske iskappe. Her kan virkningerne blive dramatiske, selv om  de indfinder sig over flere hundrede år; der er så meget is på Grønland, at det svarer til en  stigning i havet på syv meter. ... Indtil for nylig havde ingen fremlagt en realistisk beskrivelse af, hvordan Grønland reagerer på  den arktiske opvarmning. En gletsjer kan trække sig tilbage det ene sted og blive større det  andet; der kan dannes is inde i landet, samtidig med at den smelter ved kysterne. Men i løbet af  det sidste par år er alle indikatorer begyndt at pege i samme retning – Grønland smelter. Selv om satellitmålinger af Grønlands indre tyder på, at der i de senere år er kommet mere sne, er  grænserne vigende. Lasermålinger taget fra fly viser, at afsmeltningen langs kysterne  sandsynligvis er stor nok til at opveje ophobningen af sne inde i landet. Desuden er de  grønlandske gletsjere begyndt at bevæge sig hurtigere. For et par måneder siden offentliggjorde  Eric Rignot fra NASAs Jet Propulsion Laboratory i Pasadena og Pannir Kanagaratnam fra University  of Kansas i Lawrence satellitdata, der tyder på, at de sydligste grønlandske gletsjere bevægede  sig hurtigere mellem 1996 og 2000, og at de nordlige var begyndt at gøre ligeså i 2005. Deres  beregninger viser, at denne stigning svarer til mere end en fordobling af Grønlands årlige istab –  fra 90 til 220 kubikkilometer. »I det forløbne årti har opvarmningen været meget stor,« siger Alley. »Man kan sagtens diskutere,  om det er en naturlig fluktuation eller ej, men der er en klar sammenhæng mellem et varmere  Grønland og et mindre Grønland.« Modeller udarbejdet af Jonathan Gregory og hans kolleger ved University of Reading viser, at først  ved en generel temperaturstigning på 3,1 grad over hele Jorden bliver Grønland isfrit. Dette  klimatiske vendepunkt ligger i middelområdet af de forandringer, som er beregnet af The  Intergovernmental Panel on Climate Change, men det ligger højere end en tidligere beregning  foretaget af samme gruppe. Ændringen er udtryk for, hvor hurtigt området forandrer sig. »Det er ikke kun Grønland, der forandrer sig hurtigt,« siger Alley. »Antallet af offentliggjorte,  nye artikler og mængden af uoverensstemmelser stiger også med forbløffende hast.« Disse modeller tager imidlertid ikke højde for dynamikken i de grønlandske bræer. I 2002 opdagede  Jay Zwally fra NASAs Goddard Space Flight Center i Greenbelt, Maryland, at isen begyndte at glide  hurtigere, når sommerens smeltevand nåede frem til overfladen i det vestlige og centrale Grønland.  Dette resultat er overraskende, fordi glidehastigheden normalt retter sig efter processer ved  isens basis og ikke på dens overflade. Men Zwally hævder, at de store søer af smeltevand kan  trænge ned gennem spalter i isen og ende nede ved grundisen. Dette resultat gør ikke nødvendigvis den store forskel for Grønlands overflade, eftersom der kun  var tale om en forholdsvis lille forøgelse af ishastigheden. Men det tyder på, at indlandsisen  muligvis kan reagere hurtigere på klimaforandringer, end man hidtil har antaget. »De steder, hvor  indlandsisen når helt ned til grundfjeldet, varer det 10.000 år, før varme fra overfladen når ned  til bunden,« siger Alley. »Men hvis man sender vand ned gennem en sprække i isen, tager det måske  kun ti minutter, ja, måske kun ti sekunder.« Hvis denne proces begynder at rykke ind i landet, kan  selv det indre af den grønlandske indlandsis blive udsat for varmere luft. Og det peger måske på  den form for selvforstærkende feedback, som et tippepunkt opstår af. Skrænterne foran mange af de grønlandske bræer er gennembrudt af lyseblå kanaler, men det vides  ikke, hvor langt ind i isen de breder sig. De grønlandske bræers reaktionsevne gør imidlertid  smeltepunktet på de 3,1 grad endnu mere foruroligende. Desuden kan der ske store skader, selv om  ikke al isen smelter. Iskappen forsvandt ikke under den sidste mellemistid for cirka 130.000 år  siden, da temperaturen på den nordlige halvkugle var et par grader højere end nu. Men de nyeste  analyser tyder alligevel på, at smeltevand fra Grønland fik verdenshavet til at stige to-tre  meter. Det eneste positive, der er at sige om en sådan udvikling, er, at den vil tage flere  århundreder. Som tilfældet var ved afsmeltningen af nordpolsisen, får afsmeltningen af den grønlandske  indlandsis også konsekvenser for naboerne. Det tredje tippepunkt er oprindelsen til det store  oceaniske »transportbånd«, den såkaldt termohaline cirkulation. Takket være lave temperaturer og  et højt saltindhold i de nordiske have mellem Grønland og Skandinavien er vandet som regel tæt og  synker. Overfladevand trækkes nordpå for at opveje tabet. Et af resultaterne af denne strøm er, at  klimaet i Storbritannien er varmere, end det burde være i forhold til breddegraden. Synkeprocessen sætter en global vandmasse i bevægelse og transporterer store mængder varme rundt i  verdenshavene. I 1980erne begyndte modellerne at vise, at smeltende is på den nordlige halvkugle  kan svække dette system ved så at sige at sætte en prop af ferskvand i afløbet. Dette førte til  frygt for bratte klimaforandringer og lynhurtige istider i Europa og det østlige USA. Nu for tiden mener de fleste forskere, at man har overvurderet denne strøms evne til at påvirke  temperaturen i Europa under de nuværende betingelser eller i en globalt opvarmet fremtid.  Forandringer i systemet kan dog stadig væk få vidtrækkende konsekvenser. Modellerne tyder på, at  den termohaline cirkulation har sit eget tippepunkt. Efter at have sammenlignet data fra elleve  forskellige hav- og klimamodeller konkluderede Stefan Rahmstorf fra Potsdam Institute for Climate  Impact Research i Tyskland, at det vil kræve mellem 100.000 og 200.000 kubikmeter ferskvand i  sekundet at bremse den termohaline cirkulation – hvilket svarer til udstrømningen fra  Amazonfloden. Den gode nyhed er, at selv om Nordpolen bliver mere fersk, har den på ingen måde nået et kritisk  punkt. Selv om man lægger det forøgede output af svindende havis sammen med afsmeltningen på  Grønland og den forøgede arktiske strøm, er man stadig kun nået cirka en fjerdedel op mod  modellens nederste tærskel. Målinger af strømningerne i de dybeste have tyder imidlertid på, at  cirkulationen fluktuerer på måder, som ikke er forudset i modellerne. Og hvis afsmeltningen på  Grønland begynder at foregå i et hurtigere tempo, vil den termohaline cirkulation være sårbar.  »Den termohaline cirkulations skæbne afgøres af Grønland,« siger Rahmstorf. »Hvis det går hurtigt  på Grønland, er det til skade for vandudviklingen i dybhavet. Hvis Grønland er stabilt, er  risikoen for, at cirkulationen helt går i stå, meget lille.« Den største fare kommer imidlertid sydfra. Før i tiden har lignende forandringer i  havcirkulationen ført til betydelige ændringer i den tropiske regnmængde. »Hvis den termohaline  cirkulation bremses, flyttes de tropiske regnbælter. Det fremgår af alle modellerne. Det er en  simpel fysisk kendsgerning,« siger Rahmstorf. Generelle cirkulationsmodeller, der forsøger at  simulere funktionerne i et klimasystem som helhed, derunder også havets forhold, forudsiger i  hvert fald en vis svækkelse af den termohaline cirkulation ved århundredets afslutning med en  bivirkning på den tropiske regnmængde – det system, som forsyner store dele af Asien med  fødevarer.  Hvad kan vi generelt lære af disse tre eksempler på tippepunkter? For det første at det er svært at forudsige dem, fordi de ofte afhænger af fænomener, der er for  små eller umærkelige til at figurere i klimamodeller. Eksempelvis vindmønstrenes virkning på  havisen eller vandgennemstrømningen i sprækker i isdækket. Man skal også huske på, at de tre  arktiske faktorer i princippet er forholdsvis enkle, for så vidt de tager udgangspunkt i fysikken.  Eventuelle tippepunkter, som også biologien har betydning for – eksempelvis en potentiel uddøen i  urskoven i Amazonas, hvis dens område reduceres ud over en vis grænse – er endnu sværere at  definere. Som følge heraf er kun de færreste forskere villige til at sætte tal på, hvor meget  varmere klimaet kan blive, før det begynder at blive skadeligt for mennesker. For det andet en erkendelse af at absolutte vendepunkter ikke nødvendigvis er vigtige. Afsmeltning  i større omfang på Grønland er en kritisk udvikling over flere århundreder, hvad enten den  resulterer i fjernelsen af al is eller ej. Det er et akademisk spørgsmål, om havisen også ville  smelte uden global opvarmning. Den aktuelle mængde drivhusgasser vil med garanti resultere i en  fortsat opvarmning i de kommende årtier, og verdensøkonomiens aktuelle struktur sikrer, at der i  dette tidsrum vil ske en stadig forøgelse af mængden af den slags gasser. Spørgsmålet er, hvad man  vil gøre ved det, og hvor hurtigt man vil gøre noget. Som Alley siger: »De menneskelige  tippepunkter er sandsynligvis vigtigere end de naturlige. Det afgørende er det punkt, hvor  situationen bliver uudholdelig.« Budskabet fra Nordpolen er, at der stadig er tid til at undgå de værste potentielle konsekvenser  af ubalancen i vores klimasystem. Selv om det sandsynligvis allerede er for sent at bremse en  alvorlig reduktion af havisen, tyder noget på, at de to andre og mere magtfulde faktorer i den  arktiske ligning endnu ikke har nået deres risikopunkter. Og til forskel fra den termohaline  cirkulation og måske også den grønlandske indlandsis lader forandringen i havisen til at være  reversibel. Hvis smeltende is og døende isbjørne kan tippe den offentlige mening ud over det punkt, hvor den  er »meget bekymret«, og resultere i mere handlekraft, så kan andre tippepunkter i menneskets  virkelighed måske også spille en positiv rolle.