Weekendavisen skriver (uddrag) Søndag den 04. februar 2007 Klima på vippen Af RENÉ GUMMER  ... Jørgen Peder Steffensen er lektor på Niels Bohr Institutet og en af landets fineste eksperter i datering og analyse af iskerner. Kernerne bliver boret op af iskapperne på både Grønland og i Antarktis, og lagene i de kerner kan meget præcist fortælle om klimaet tusinder af år tilbage i tiden.  ... At vejret i Danmark ikke har budt på det, man traditionelt ville definere som vinter, er ikke noget at hidse sig op over, mener Steffensen. Det er en helt normal cyklus. »Hvis man sammenligner iskernerne fra den nordlige halvkugle med dem fra Antarktis, så stemmer de ikke overens klimamæssigt. De kører omvendt af hinanden og viser et ganske klart mønster: når det er koldt mod nord, bliver det tilsvarende varmere mod syd og omvendt.« Et andet mønster, der går igen, er mere langsigtet, men lige så sikkert. »Når varmen slår igennem mod nord, og man kommer ind i en relativt varm periode, så bliver den periode afløst af en tilsvarende periode med koldt vejr. Det veksler hele tiden, kontakten flipper. Det er et symptom på, at varmefordelingen ændrer sig mellem nord og syd. En forklaring er, at de store havstrømme, The Global Conveyorbelt, har et cirkulationsmønster, der trækker en masse varmt vand fra ækvator op nordpå, så den sydlige halvkugle kommer til at mangle den varme. Når strømmen så vender igen, er der overskudsvarme ved ækvator, som så begynder at trække sydpå og opvarme Antarktis. Det er det, man kalder The Bipolar Seasaw. Varmen skvulper frem og tilbage mellem polerne.« I øjeblikket er skvulpet altså oppe hos os, så de varme vintre har ikke så meget med udledning af drivhusgasser at gøre: »Når vi taler om, at temperaturen ligger fem-seks grader over normalen i hele Nordeuropa, så er det ikke et tegn på den globale temperaturstigning, for den ligger nede på en tiendedel grad over en række år.« Fænomet er lokalt: »Det er jo ikke, fordi hele kloden er blevet fem-seks grader varmere på én gang, sådan spiller det ikke. Der er blevet varmere heroppe på den nordlige halvkugle, men så er der andre steder i verden, hvor det er blevet koldere.« Steffensen peger på, at Antarktis oplever de laveste temperaturer nogensinde. Og samtidig med, at det bliver varmere i København og New York, dør mennesker og dyr af kulde på markerne i Mongoliet. Ved Rocky Mountains i USA er afgrøderne ødelagt af frost så langt mod syd som Kansas. Steffensen mener, at det er en ganske naturlig udvikling. Rent teknisk bliver vinteren på vore breddegrader skudt i gang af et lavtryk, men det er udeblevet de senere år. ... VOLDSOMME udslag i klimaet er historisk set ikke enestående. Under den sidste istid på den nordlige halvkugle skete der 26 gange ekstreme ændringer i temperaturen over en meget kort periode uden nogen åbenlys naturlig forklaring. »Det, vi kan se af iskerneboringerne, er, at der på den linie af lange perioder med istid ligger en masse piskesmæld i klimaet, som er meget hurtigere. Det er meget bratte og voldsomme klimaforandringer inden for en menneskealder. Vi har iskernedata, der viser, at temperaturen på Grønland i disse piskesmæld steg med 14 grader i gennemsnit inden for 25 år. Det lyder måske ikke af så meget, men tallet skal ses i forhold til størrelsen af det område, der blev opvarmet. Hvis man skalerer det ned, svarer det til den tid, det tager, fra man tænder sin føntørrer, til den er varm. Vi kan se i iskernerne, at der er voldsomme omslag i vejret fra det ene år til det næste.« ... Spørgsmålet er, hvor al den pludselige varme kom fra? »Hvis man skal varme det halve af Jorden op med 14 grader på 25 år, så skal der noget energi til. Der er ikke noget, der tyder på, at solen blev varmere, men vi kan se, at vanddampen i luften steg samtidig med temperaturen. Dér skal man lige huske på, at vanddamp er den stærkeste drivhusgas, vi har. På den måde har det været en selvforstærkende effekt, der er kommet mere varme, men samtidig mere vanddamp og dermed mere drivhuseffekt.« Netop vanddampen er en faktor i klimadebatten, som Jørgen Peder Steffensen mener, der bliver hoppet lige lovlig let henover. »Vi taler om C02 og Metan som de største drivhusgasser, for det er dem, vi tilfører med industraliseringen. Men ingen af de to kommer i nærheden af vanddamp. Her taler jeg ikke om skyerne, vanddamp er det, der er i luften, luftfugtigheden. Det er en enorm skjult energikilde, som man ikke kan måle. Alle fysiske processer som vinde, storme og orkaner er drevet af energi, og den energi skal jo komme et sted fra. Grundlæggende er den kommet fra Solen, men den har jo ligget gemt et sted, indtil den blev udløst. Energien er bundet i fugtigheden, som ligger i luften. I klimaforskningen refererer man jo altid til gennemsnitstemperaturer; man måler Jordens gennemsnitstemperatur, og at den er steget med en tiendedel grad, og så mener man, at hele Jorden er ved at gå under. Det er rigtigt nok, at temperaturen stiger, men det fortæller intet om, hvor meget energi, der er i luften, hvis man ikke regner fugtigheden med. Det er det, vi kalder latent varme i fysikken. Det store problem er derfor ikke så meget, at temperaturen stiger, som hvad der sker med fugtigheden, samt hvor og hvor meget begynder det at regne.« ... Det er 250 millioner år siden, at der har været så meget is på Jorden uden for en istid.  Derfor kan debatten om den globale opvarmning måske synes en anelse skinger. Men Jørgen Peder Steffensen vil ikke afvise, at der er noget om snakken. »Der er da grund til at bide mærke i, at temperaturen stiger, for én ting er den naturlige udvikling, som ville være sket under alle omstændigheder, det er jo bare systemet, som det virker. Over for det kan vi ikke stille andet op end at erkende, at vi lever på en dynamisk planet, som altid vil forandre sig, og som tvinger os til at tilpasse os de vilkår, der bliver budt på. Noget andet er, at industrialiseringen naturligvis har påvirket klimaet i en eller anden grad.« Fejlen er, ifølge Steffensen, at man ofte tager de naturlige klimaforandringer med i regnestykket om den globale opvarmning. Der er gået politik i klimadebatten. »Det er en forbandelse, der har lagt sig over klimaforskningen: den er blevet politisk. Det er en forbandelse, fordi man som forsker og videnskabsmand skal til at belægge sine ord – alt, hvad man siger, bliver taget til indtægt politisk, og pludselig er man enten pro Bush eller ren venstrefløj. Der er ikke nogen mellemvej. En anden ting er, at man i dag udelukkende bruger truslen om klimaændringer for at få folk til at begrænse et fantastisk misbrug. Det skriger til himlen. Hvis ikke vi sparer på olie og kul nu, har de fremtidige generationer ikke noget at bruge af. C02 og metan er et forureningsproblem og et symptom på global forurening, som opstår, fordi vi misbruger ressourcerne. Hvis det var fokus, kunne man afmontere hele klimadiskussionen og spare på ressourcerne af hensyn til de næste generationer. Men nu er det blevet vigtigt at opretholde den diskussion om global opvarming, for nu har alle vestlige politikere lagt deres lod i den skål, og så er det lidt svært at bakke ud.«