Lørdag den 13. november 2004 

Nedsmeltning? Bebudede dramatiske klimaændringer i Arktis modtages med skepsis af danske klimaforskere.

Kolde fakta

FREDE VESTERGAARD
NR. 46, 12. - 18. november 2004


6-10 GRADERS temperaturstigning i det nordligste Grønland om hundrede år. Sådan lød det dramatiske budskab i Radioaviserne mandag morgen fra en forsker fra Danmarks Miljøundersøgelser, DMU. 

Uden at han dog nævnte, at det er om vinteren, og at den kraftige temperaturstigning skal ses i forhold til minustemperaturer i det nordligste Grønland på 25-35 grader, samt at sommertemperaturen kun vil stige »lidt«, som det hedder i en ny pjece fra DMU med titlen Klimaet udfordrer - tilpasning til fremtiden.

Den direkte anledning til såvel pjecen som interviewet i Radioavisen var denne uges offentliggørelse af en 146 sider lang vurdering af det fremtidige klima i Arktis bestilt af Arktisk Råd - den såkaldte ACIA-rapport. 

Rapporten har givet anledning til ret udførlig omtale også i flere aviser med dramatiske overskrifter som »Polarisen smelter«, »Grønland gør klar til hedetur«, og »Arktis får snart varmen at føle«.

Overskrifterne er i overensstemmelse med indholdet af rapporten, hvis hovedbudskab er, at der foregår en usædvanlig opvarmning af Arktis, og at opvarmningen er menneskeskabt. Rapporten fremskriver en temperaturstigning i Arktis på 4-7 grader i løbet af de næste hundrede år. Men danske forskere stiller sig skeptiske over for fremskrivningerne - som er et resultat af såkaldte modelberegninger - såvel som over for udlægningen af konsekvenserne for dyre- og planteliv, hvis temperaturstigningerne vitterlig bliver så store, som rapporten fremskriver.

»Det klima, som rapporten fremskriver i Arktis om hundrede år - hvis modellerne altså er rigtige - vil ikke få mig til at ligge søvnløs om natten. Det er det samme mildere klima, som vores iskerneboringer på Grønland viser, at vi havde for mellem 8.000 og 6.000 år siden under det såkaldt klimatiske optimum. Og geologerne har påvist, at for 5-6.000 år siden gik trægrænsen længere nordpå, cirka der hvor rapporten siger, at trægrænsen vil gå om 100 år. Dengang var Hans Tausen Iskappe i Nordgrønland og gletcherne på Svalbard for øvrigt smeltet helt væk. Men dette mildere klima fik altså hverken sæler, isbjørne eller moskusokser til at forsvinde,« siger Jørgen Peder Steffensen, der som glaciolog tilhører en gruppe af internationalt højt anerkendte klimahistorikere ved Københavns Universitet.

En anden dansk forsker, professor i fysisk geografi Ole Humlum ved universitetet i Oslo, tog til Reykjavik til et 3-dages symposium, hvor en videnskabelig præsentation af rapporten har fundet sted i denne uge.

Ole Humlum siger fra Reykjavik, at han finder det misvisende, at klima-rapporten i så ringe grad beskæftiger sig med fortidens ændringer i klimaet:

»Klimaet har altid varieret. De temperaturstigninger, som vi har set i dele af Arktis i de sidste par årtier, er ikke større end stigningerne fra 1920 til 1940, der efterfølgende blev afløst af et temperaturfald, således at temperaturerne i dag generelt ikke er højere, end de var i 1930rne. Og hvis det - det er en afgørende forudsætning for de temperaturstigninger, som rapporten stiller i udsigt i de næste 100 år - var den forstærkede drivhuseffekt, der var årsagen til den stigning, vi har set i de sidste 20 år, skulle vi ifølge de CO2-styrede klimamodeller også se en temperaturstigning i Antarktis. Det gør vi ikke. Tværtimod. Det siger mig, at det er naturlige svingninger, vi ser i Arktis.«

Isen smelter

Et populærvidenskabeligt resume af rapporten er tilgængeligt på nettet (www.acia.uaf.edu), mens den videnskabelige del af rapporten først vil være tilgængelig i det nye år. Omkring 250 forskere, fortrinsvis amerikanere og canadiere, har medvirket til at udarbejde rapporten. Fra dansk side har deltaget 7-8 forskere inden for de områder, som rapporten tager op. Udover at beskæftige sig med selve klimaet er det virkningerne på miljø, natur, infrastruktur, økonomi og fiskeri og sociale og kulturelle virkninger, hvis temperaturen virkelig stiger med 4-7 grader, som klimamodellørerne stiller i udsigt. 

Jens Hesselbjerg Christiansen fra Danmarks Meteorologiske Institut har medvirket i arbejdet med selve modelfremskrivningerne af klimaet. På spørgsmålet om de sidste 20 års temperaturstigning i dele af det arktiske område er specielt alarmerende i betragtning af, at man i 1930erne havde en opvarmning af nogenlunde samme størrelse, og at det ikke er varmere nu end dengang, svarer Jens Hesselbjerg:

»Den opvarmning, som vi ser nu, er anderledes, for man ser temperaturstigninger på lavere breddegrader end i 1930rne. Desuden kan vores modeller ikke reproducere opvarmningen i 1930rne. Derfor mener vi, at opvarmningen i 1930rne skyldes naturlige svingninger.«

Rapporten gør gældende, at opvarmningen i Arktis foregår dobbelt så hurtigt i Arktis som i resten af verden, og at projektioner for fremtiden viser to til tre gange større opvarmningsrate end i verden i øvrigt. Det vil have konsekvenser for fangerkulturen og for fysiske og økologiske systemer for de fire millioner mennesker, der lever i Arktis. Permafrosten vil ophøre, og landingsbaner, bygninger og veje, der ikke er piloteret, vil blive ødelagt. Trægrænsen vil flytte sig mod nord, og i slutningen af århundredet, måske allerede i 2070, vil havisen i Arktis være næsten helt forsvundet om sommeren, så der bliver flere dage, hvor det bliver muligt at sejle nord om Rusland og måske også nord om Canada.

En kendsgerning er, at de isdækkede havområder i Arktis er blevet mærkbart mindre om sommeren - i hvert fald i de sidste tre årtier, hvor udbredelsen er blevet registreret systematisk, nemlig ved hjælp af satellitter. Siden 1978 er havisens udbredelse faldet med cirka 10 procent. I dele af Arktis, specielt i Alaska, er der sket opvarmning, mens der i andre dele er sket en afkøling.

Det er en veletableret teori, at et øget indhold af CO2 i atmosfæren vil påvirke klimaet, eftersom CO2 og visse andre gasser forstærker den naturlige drivhuseffekt. Derimod er der forskellig opfattelse af, hvor stærk påvirkningen er, fordi klimaet kan have en tendens til at stabilisere sig selv via såkaldte feedback-mekanismer.

Projektionerne frem til år 2100 er lavet på baggrund af de samme scenarier, som bruges af FN's internationale klimapanel, og som er gætterier om, hvor meget udledningen af CO2 vil stige i de kommende 100 år. 

Kæden hopper af

Om resultatet af regnearbejdet siger Jørgen Peder Steffensen:

»Det er et seriøst bud på, hvad fremtiden bringer, hvis klimamodellerne beskriver den fremtidige udvikling rigtigt. Det betyder så også, at mange af rapportens konklusioner står og falder med rigtigheden af de antagelser, der er gjort i modellerne. Men der er ikke noget bevis for, at det er den globale opvarmning, der har medført de ændringer, vi har set gennem de sidste 50 år. Klimaet har altid varieret, og det synes jeg, at rapporten undertrykker. Den underbetoner, hvor varmt det har været i fortiden. Kæden hopper af, når de ikke stiller spørgsmålet, hvorvidt vi har set noget lignende i de sidste 10.000 år. For det har vi. Det bemærkelsesværdige er så, at der over de sidste 10.000 år har været en gradvis nedkøling på 2,5 grader celsius i såvel Grønland/Arktis som i Antarktis.«

Jørgen Peder Steffensen er også kritisk over for den grafiske præsentation i rapporten. Han mener, at det i hvert fald et par steder nærmer sig det tenden-tiøse, som når rapportens forfattere vil vise afsmeltningen fra indlandsisen på Grønland og vælger de to år, hvor afsmeltningen er henholdsvis mindst (1992) og størst (2002), og så trækker de i øvrigt en stigende linie igennem et diagram over de sidste 23 år, som uden de sidste to års målinger ville have været en ret linie.

Tilsvarende har man i en anden graf ved valget af skala fået det til at se ud, som om klimaet har været stabilt i de sidste 10.000 år. Og det har det altså ikke, gentager Jørgen Peder Steffensen.

Professor Ole Humlum er ligesom Jørgen Peder Steffensen kritisk over for illustrationen, der viser afsmeltningen på Grønland. »Den har en stor visuel appel til folk, der ikke har kendskab til tingene, men den er stærkt tendentiøs. Det kan være tilfældigt, men det tror jeg ikke, det er.«

Ole Humlum siger fra det videnskabelige symposium i Reykjavik, at de tilrejsende forskere til deres store irritation kun har fået adgang til den samme farverige, populærvidenskabelige sammenfatning af den ikke færdige videnskabelige rapport, som alle har adgang til på nettet, mens det videnskabelige materiale på 1200 sider først bliver offentliggjort i begyndelsen af det nye år, fordi det ikke er færdigt.

»Rapporten bygger angiveligt på allerede publiceret forskning, men det er ofte ikke til at se, hvor datamateriale stammer fra, og hvor det er indhentet. Som den fremstår uden dokumentation, tager rapporten sig foreløbig ud som udsagn og postulater, som det er svært at forholde sig til, og som må tages med et gran salt,« konkluderer Ole Humlum.