Weekendavisen skriver (Juli 2000):

Af FREDE VESTERGAARD

DEN kontroversielle hypotese om, at solen spiller en afgørende rolle for de globale klimaforandringer, har fået yderligere grund under fødderne. Nye forskningsresultater fra to forskere på Dansk Rumforsknings Institut rummer indicier for, at ændringer i solens aktivitet påvirker Jordens skydække og dermed Jordens energibalance.

Hvis hypotesen er rigtig, betyder det, at vi i dag ikke ved, om den temperaturstigning, der er observeret igennem det sidste århundrede, er menneskeskabt ved afbrænding af kul, olie og gas, som almindeligvis antaget, eller om et væsentligt, måske dominerende bidrag kommer fra solen.

Civilingeniør Henrik Svensmark, der for fire år siden var med til at lancere en hypotese der koblede ændringer i solens aktivitet til ændringer i klimaet, har netop sammen med en engelsk kollega, Nigel Marsh, fået antaget en artikel om deres forskningsresultater i det videnskabelige tidsskrift Space Science Review. Heri fremlægger de nye forskningsresultater, der understøtter hypotesen om, at den kosmiske stråling, der rammer Jorden, påvirker skydannelsen og dermed klimaet. Svensmark og Marsh viser, at solen i forening med den kosmiske stråling specielt påvirker dannelsen af de lavtliggende skyer.

Resultaterne understøtter altså teorien om at solen påvirker klimaet via den kosmiske stråling, der kommer ind fra himmelrummet. Tidligere har Svensmark påvist, at faldet i den kosmiske stråling i løbet af 1900-tallet passer fint med temperaturændringerne. Det interessante er i denne forbindelse, at der er sket en systematisk nedgang i den kosmiske stråling på ca. 15 procent i løbet af de sidste 100 år i takt med at der er sket godt en fordobling af solens magnetiske feltstyrke. Hvis hypotesen er rigtig, betyder dette fald i den kosmiske stråling, at der nu er færre lave skyer end for 100 år siden.

Færre skyer

Ved at rekonstruere skydækket ud fra den kosmiske stråling og bruge estimater for skyernes påvirkning af Jordens strålingsbalance og i sidste ende temperaturen beregner Svensmark og Marsh en varmeeffekt på 1,4 watt pr. m2 som følge af færre, lavtliggende skyer op gennem det forløbne århundrede. Til sammenligning er opvarmningen som følge af en øget CO2-koncentration i atmosfæren beregnet til l,5 watt pr. m2. Det er i denne sammenhæng interessant, at den globale middeltemperatur er steget ca. 0,5 grader gennem de sidste 100 år. Hvor meget der skyldes den ene eller den anden faktor, er altså uafklaret.

At kuldioxid sammen med visse andre gasser som bl.a. metan og lattergas, skaber drivhuseffekt er i sig selv ubestrideligt. Spørgsmålet er imidlertid hvor stor effekten er. Hidtil har antagelsen været, at de temperaturændringer, der er sket, skal tilskrives drivhusgasserne, mens ændringer i solens energiudstråling er anset som ubetydelig i forhold til den menneskeskabte effekt. FN's klimaforskere i IPCC har kun inddraget ændringer i solens udstråling i deres beregninger, men har hidtil ikke ønsket at inkludere solens indflydelse på skydannelsen. Kritikken af tesen om en forbindelse mellem

den kosmiske stråling og skydannelsen er gået på, at der har manglet en fysisk forklaring på processen. En ide har været, at ionisering forårsaget af kosmisk stråling er involveret i dannelsen af aerosoler (små støvkorn) i atmosfæren. Eftersom dråber i de lave skyer dannes omkring aerosoler, er aerosolernes fordeling af betydning for de lave skyers egenskaber (tal, strålingsegenskaber, levetid).

Netop denne ide synes nu bekræftet af amerikanske forskere. Samtidig med at de to forskere fra Dansk Rumforsknings Institut kan fremlægge nye resultater, har amerikanske aerosol-forskere fra University of California i

Los Angeles for et par uger siden på en konference i Washington præsenteret en mikrofysisk teori for, hvordan den kosmiske stråling påvirker dannelsen af ioniserede aerosoler, og derfor også må påvirke skydannelsen. Denne teori passer ifølge Henrik Svensmark særdeles fint med de observationer som Svensmark og Marsh nu fremlægger .

»For mig at se står hypotesen om solens påvirkning af klimaet stærkere end den nogensinde har gjort. Nu er der også andre, der fremlægger resultater, som understøtter teorien,« siger Henrik Svensmark.

Gammel ide

Forbindelsen mellem ændringer i solens aktivitet er en sammenhæng , som videnskaben har

ment at kunne se siden slutningen af 1600-tallet, hvor man først spekulerede på, om der var en sammenhæng mellem nedgangen i antallet af solpletter og det usædvanlig kolde klima i Europa fra 1650 ti11715. Ingen har imidlertid tidligere kunnet forklare, hvordan det skulle kunne gå til, at relativt små ændringer i solens aktivitet skulle kunne medføre ændringer i Jordens klima. Den videnskabelige verden var derfor tilbøjelig til at afvise den konstaterede parallelle aktivitet i solaktivitet og klima som tilfældig.

I 1991 påviste to danske forskere fra Danmarks Meteorologiske Institut Eigil Friis-Christensen og Knud Lassen imidlertid en slående god korrelation (sammenhæng) mellem varigheden af tiden mellem to solcykler og den globale opvarmning, der er målt i de sidste 150 år.

Deres artikel vakte stor opsigt internationalt, men de havde ingen fysisk forklaring på, hvordan sammenhængen kunne være. Det var desuden svært for forskermiljøet at acceptere, at de ret små udsving i solens udstråling (plus 0,1 procent) skulle kunne øve nogen særlig indflydelse på Jordens klima. Solen blev derfor fortsat betragtet som en konstant i klimaforskningen, herunder i de såkaldte klimamodeller, der forsøger at fremskrive udviklingen i det globale klima i resten af dette århundrede, og som kæder det globale klima sammen med atmosfærens indhold af drivhusgasser, især CO2.

Men artiklen fra 1991 gav alligevel solfysikere blod på tanden. I 1996 fremlagde Henrik Svensmark og Friis-Christensen en hypotese om, at solens påvirkning var indirekte, nemlig gennem påvirkning af skydannelsen. Mekanismen skulle være, at solen påvirker den kosmiske stråling og dermed skydannelsen, mens skydannelsen påvirker klimaet på Jorden. Svensmark præsenterede stærkt opsigtsvækkende resultater baseret på studier af globale målinger af andelen af skyer og målinger af kosmisk stråling. Observationerne af det areal, som var dækket af skyer, viste en slående god korrelation .med mængden af kosmisk stråling. Skydækningen varierede med hele 3 procent gennem en solpletperiode fra 1982 ti11991.

De nye resultater understøtter hypotesen om, at solens magnetiske felter og solvinden »skærmer« Jorden mere effektivt mod indkommende kosmiske partikler, når solaktiviteten er høj end når den er lav. De to forskere fra rumforskningsinstituttet mener derfor, at de med hypotesen er på sporet af en mekanisme, som kan forklare, hvordan solen indirekte kan påvirke dannelsen af skyer og dermed influere på, hvor meget energi, der reflekteres tilbage i verdensrummet og hvor meget, der trænger ind i atmosfæren og kommer ned til Jorden. Da solens generelle aktivitetsniveau i dag er meget højere end for 100 år siden, kan den andel af Jorden, der var dækket med lavtliggende skyer, derfor have været betydelig større dengang sammenlignet med typiske værdier i dag.

Kampen mod drivhusgasserne

Teorien om ændringer i solens aktivitet som årsag til globale klimaændringer er af gode grunde kontroversiel.

Allerede i 1992 vedtog verdens regeringer en konvention baseret på en forudsætning om, at menneskeskabt udslip af drivhusgasser, især kuldioxid CO2, er årsag til klimaændringer. Og i Kyoto i december 1997 erklærede industrilandene sig efter møjsommelige forhandlinger parat til at nedskære deres udslip af drivhusgasser med ca. 5 procent fra 1990 til 2012. Endnu har kun ganske få lande imidlertid ratificeret Kyoto-aftalen. Og det vil nok være en årrække før den amerikanske kongres er villig til at gøre det. Netop i denne uge er der imidlertid en stor klimakonference i Bonn, som skal forberede en konference i Haag til efteråret. Her vil opgaven gå ud på at nå til enighed om en række uafklarede spørgsmål og forpligte parterne i aftalen til at ratificere Kyoto-aftalen inden tiåret for den store Rio-konference i 1992.

Lige så overstrømmende kul-, olie-, og gasindustrien har taget imod budskabet om, at solen spiller en vigtig rolle for klimaændringer, lige så kritisk har dele af det videnskabelige og politiske miljø været. Andre videnskabsfolk har dog vist stigende interesse for solteorien. Det europæiske partikel-fysik-center CERN i Geneve ventes i august at træffe beslutning om en eksperimentel afprøvning af hypotesen om sammenhængen mellem den kosmiske stråling og

klimaet. For et par år siden skrev den engelske søndagsavis The Observer's videnskabsmedarbejder, at »på en Richter-skala for videnskabelig forskning kan Svensmarks og Friis-Chrlstensens forskning i sammenhængen mellem den kosmiske stråling og skydannelsen en dag kommer til at rangere helt i toppen.«

Der er efterhånden meget stor prestige bundet op på, at udslippet af drivhusgasser er den eneste årsag til de globale klimaændringer. Både bevillingsmæssigt i det videnskabelige miljø og politisk i Danmark gælder det for eksempel hele energipolitikken. For blot et par måneder siden udsendte Danmarks Meteorologiske Institut en videnskabelig rapport ledsaget af en pressemeddelelse. I rapporten af Peter Thejl og Knud Lassen blev det fastslået, at solpletcyklen korrellerer dårligt med temperaturen. Pressemeddelelsen fik stor omtale i flere medier, hvor det nogle steder (bl.a. i DRs Orientering) blev præsenteret sådan, at hypotesen om solens indvirkning på klimaet nu var forkastet.

Rapporten fra DMI sætter imidlertid ikke spørgsmålstegn ved hypotesen om en sammenhæng mellem solen, kosmisk stråling og de globale klimaændringer, men beskæftiger sig kun med solpletcyklen.

Nigel Marsh, der sammen med Svensmark står som forfatter af artiklen i Space Science Review, undrer sig lidt over DMI-rapporten. Den er præsenteret som et nyt og banebrydende resultat i en videnskabelig rapport fra DMI med en pressemeddelelse, men er ikke publiceret i et peer-reviewed tidsskrift.

»Når det er sagt,« fortsætter Marsh, »er vi ikke uenige i selve analysen om (den manglende) sammenhæng mellem temperaturtrenden og længden af solpletcyklen. Faktisk er resultaterne slet ikke nye. Det pudsige er, at Svensmark allerede i efteråret 1998 offentliggjorde tilsvarende beregninger i Physical Review Letter, som fastslog, at både solplettal og solpletcyklen korrellerede dårligt med temperaturtrenden, men at langtidstrenden i kosmisk stråling til gengæld har fulgt temperaturtrenden

tæt. Thejl og Lassens resultater kan ikke bruges til at drage nogen som helst konklusioner om sammenhængen mellem solen og klimaet.«

Om betydningen af Svensmarks og sin egen forskning siger NigeI Marsh: » Viser det sig, at Jordens skydække påvirkes af den kosmiske stråling, betyder det, at processer i universet påvirker os mere direkte end vi nogensinde havde drømt om. Forhåbentlig får vi svaret inden for nogle få år.«