Weekendavisen skriver 16-11-2000

Af Frede Vestergaard

Nogle klimaforskere mener, at klimamodellerne ikke giver et troværdigt billede af den fremtidige udvikling i klimaet. Store klimaforandringer er oplevet tidligere i historien.

IPCCs arbejdsform har hidtil været at udgive rapporter hvert femte år. Tre rapporter hver gang, fordelt med en videnskabelig klimarapport, en rapport om de Økonomiske og sociale virkninger m. v. af klimaændringer og en rapport om de tekniske muligheder for at begrænse udslippet af drivhusgasser ved hjælp af f.eks. energiafgifter og nye energiteknologier.

Den rapport, der er mest interesse om i medierne, er den, der beskriver, hvad den videnskabelige verden mener om de fysiske ændringer af klimaet, samt vurderer indholdet af den forskning, der er publiceret siden den forrige rapport blev offentliggjort for fem år siden.

IPCCs arbejdsform indebærer, at ca. 45 såkaldte lead authors i den videnskabelige Arbejdsgruppe I skriver et udkast eller beder andre forskere, såkaldt contributing authors med

speciale på særlige områder om at bidrage med dele til et udkast til hvert af de 14 kapitler, der udgør den ca. 600 sider store rapport, der ventes offentliggjort i begyndelsen af det nye år .

Rapporten beskriver, hvad forskningen aktuelt ved om de mange processer, der skaber klimaet, og hvad man ved om klimaets udvikling tilbage i tiden, såvel som resultaterne af de klimaberegninger, man arbejder med rundt om i verden, blandt andet på Danmarks Klimacenter.

På den måde er omkring 300-400 forskere involveret i at skrive rapporten fra Arbejdsgruppe I, vurderer forskningschef Anne Mette Jørgensen fra Danmarks Meteorologiske Institut, der er der

danske regerings repræsentant i klimapanelet.

Udkastet til rapporten blev lagt på IPCCs hjemmeside, hvortil alle professionelt interesserede forskere fra institutter og universiteter har haft adgang ved hjælp af et kodeord. De har dermed haft mulighed for at kommentere klimapanelets rapport-udkast. I sidste ende er det dog de såkaldte lead authors, hvoraf der er ca. tre på hvert kapitel, som med assistance fra et par såkaldte review editors vurderer relevansen

af de kommentarer, der kommer udefra, og som bestemmer, hvordan kommentarerne skal inddrages ide enkelte kapitler. Stærk faglig uenighed skal dog reflekteres, eventuelt i et bilag, siger Anne Mette Jørgensen.

Det siges undertiden, at der står mere end et par tusind forskere bag IPCCs tre rapporter, men at forskere har kommenteret rapporten, er altså ikke nogen garanti for, at de står inde for det færdige resultat. I Øvrigt spreder de sig over mange specialer. Nogle er for eksempel specialister i at vurdere temperaturerne i fortiden ved hjælp af træ ringe, sedimenter eller iskerneboringer fra Grønland. Andre i konstruktion af klimamodeller. Mens andre igen er økonomer, der vurderer de Økonomiske konsekvenser af klimaændringerne. De egentlige klimatologer udgør således kun en mindre del af forskerne bag rapporterne og beregningerne.

Naturlige variationer

Der er imidlertid også dissidenter. Nogle forskere mener, at klimamodellerne ikke giver et troværdigt billede af den fremtidige udvikling i klimaet. Den tidligere direktør for Det europæiske meteorologiske regnecenter i Reading, for FN's meteorologiske organisation WMO, og senere for Danmarks Meteorologiske Institut

samt forfatter af en international meget brugt lærebog i meteorologi, professor Aksel Wiin Nielsen har således udtrykt stor skepsis over

for påstanden om, at de klimaændringer, som vi ser, skyldes menneskeskabt C02 -udledning. Som tidligere påvist af IPCC i 1990-rapporten var klimaet væsentlig mildere omkring år 1000. (Det var dengang vikingerne bosatte sig på Grønland). Derefter fulgte et temperaturfald,

som var særligt udtalt fra omkring 1500 til omkring 1800 den såkaldt lille istid, som i 1658 resulterede i at Storebælt frøs til is, sådan at den svenske konge kunne føre hele sin hær

over Bæltet og belejre København. Siden 1860 er temperaturen igen steget, dog mest mellem 1910 og 1940 og så igen siden 1970.Wiin-Nielsen har argumenteret for, at den stigning, der

kan konstateres på 0,5-0,6 grader celsius, lige

så godt kan skyldes naturlige variationer, på samme måde som de svingninger, der er set

tidligere, frem for at være udslag af et stigende indhold af drivhusgasser i atmosfæren. Træringe, sedimenter og iskerneboringer fra tiden før år 1000 tyder også på betydelige temperaturændringer undertiden i løbet af forholdsvis få år.

Dissidenterne betvivler ikke, at kuldioxid virker som en drivhusgas. Men der er usikkerhed om, hvor stor klima følsomheden er over for den stigende C02-koncentration i atmosfæren. Varmere klima giver stigende fordampning fra havene, og det giver en større mængde skyer, som har en afkølende effekt ved at reflektere

solstrålingen. Hvis de temperaturstigninger, vi har set igennem de sidste par årtier, helt eller delvis skyldes naturlige variationer, er følsom

heden for den stigende C02 koncentration mindre end forudsat ide beregninger, der er foretaget på klimamodellerne. Med mindre følsomhed ville klimamodellerne ikke give samme temperaturstigning på 100 års sigt, som forudsagt af IPCCs modelberegninger.

Andre forhold, som klima-dissidenterne har peget på, er at satellit-målinger af Jordens temperatur og tilsvarende radiosonde målinger ikke

viser nogen stigning i temperaturen lidt oppe i troposfæren, dvs. op ti110-15 kilometer over

jordoverfladen. Satellit-målinger foreligger kun for perioden siden 1979, mens målinger fra radiosonder (vejrballoner) går længere tilbage.

for perioden siden 1979 følger de to målemetoder imidlertid hinanden og de er enige om,

at der ikke er sket nogen temperaturstigning lidt oppe i troposfæren, sådan som det ifølge klimamodellerne skulle være sket, hvis det er drivhusgasser som kuldioxid og metan, der er årsag til temperaturstigningen. Der har derfor i flere år været en strid mellem forskellige grupper forskere om, hvorvidt satellit- og radiosonde-målingerne viser rigtigt, fordi målinger på landjorden viser en stigning på 0,3-0,4 procent over de sidste tre årtier. Men i en artikel idet videnskabelige tidsskrift Nature i januar i år har klima-dissidenterne fået medhold af IPCC-fløjen i, at satellit- og sonde-målingerne er rigtige, men til gengæld hed det, at det ikke kunne tages som bevis på, at der ikke er nogen forøget drivhuseffekt

Blandt dissidenterne er solfysikerne formentlig i overtal. Solen er energikilden til alt liv på Jorden. Den driver vejrsystemer, opretholder havstrømme og påvirker sandsynligvis den globale skymængde, måske gennem en mekanisme, som efterhånden i internationale tidsskriftartikler kaldes Svensmark-faktoren. Hypotesen om denne mekanisme er fremsat af Henrik Svensmark og Eigil Friis-Christensen fra Dansk Rumforskningscenter .

Alle de omtalte processer nævnes af det regeringsudpegede klimapanel som de vigtigste u

sikkerheder i klimamodellerne. Alligevel holdes solen i høj grad uden for klimaanalyserne. Klima-dissidenterne er af den opfattelse, at IPCC groft undervurderer solens rolle i påvirkningen af Jordens klima.

IPCC begrunder det med, at selvom der tilsyneladende er en sammenhæng mellem variationerne i solens udstråling og klimaet på Jorden hvad der meget længe har været mistanke om er der endnu ikke fundet en forklaring på, hvordan den fysiske sammenhæng kan

være. De direkte påvirkninger via ændringer i solens stråling er for små til at de kan være afgørende for klimaændringerne. Derfor har IPCC afvist at tillægge ændringer i solens udstråling nogen rolle. Svensmark's indsats er, at han har opstillet en hypotese for en indirekte sammenhæng via påvirkning af skydannelsen. Sidste år offentliggjorde det videnskabelige tidskift Nature en artikel, der gjorde gældende at solens magnetfelt i løbet af det 20. århundrede er fordoblet, hvad der understøtter hypotesen om, at solen indirekte har påvirket klimaet, fordi det forstærkede magnetfelt, som bæres af solvinden, har reduceret mængden af kosmisk stråling fra verdensrummet, som når Jorden. Og mindre kosmisk stråling betyder ifølge Svensmarks hypotese færre skyer og altså Øget opvarmning. Meteorologerne har været skeptiske overfor, hvordan den kosmiske stråling kan indvirke på skydannelsen, men i april i år foreslog atmosfærekemikere fra Los Angeles afdelingen af University of California, at det kan skyldes dannelse af svovlsyrepartikler, som fremmer dråbedannelsen.

Opvarming til ny klimadebat

FN’s klimapanel. Der er fundet forstærket bevis for menneskelig påvirkning af klimaet via kuldioxid og andre klimagasser.

MANGE steder i verden har vejret i de senere år artet sig meget anderledes end det plejer . Blandt andet har det været varmere. 1990erne tegner sig for fem af de varmeste år siden regelmæssige temperaturmålinger blev påbegyndt omkring 1860, og måske i de sidste 500 år. Orkaner, tørke og voldsomt regnvejr er forekommet hyppigere og også i dele af verden, hvor sådanne vejrfænomener normalt ikke forekommer. Ved oversvømmelserne i York i denne uge hed det for eksempel, at man skal tilbage til begyndelsen af 1600-tallet for at finde oversvømmelser af tilsvarende omfang.

Er der nogen forklaring? Er det naturlige klimavariationer eller er det den menneskeskabte udledning af drivhusgasser herunder ikke mindst CO2 fra afbrænding af fossile brændsler , der har øget den naturlige drivhuseffekt?

Den naturlige drivhuseffekt, som skabes af

vanddamp, kuldioxid og metan, sørger for at Jordens middeltemperatur er ca. 15 grader celsius i stedet for minus 18 grader som på månen. Siden

industrialiseringen begyndte er atmosfærens indhold af kuldioxid steget ca. 30 procent, mens

indholdet af metan er steget ca. 100 procent (dvs. fordoblet). Disse to drivhusgasser plus lattergas og tre kunstigt fremstillede såkaldte industrigasser tegner sig dog kun for ca. 2 procent af

atmosfærens indhold af drivhusgasser, idet vanddamp i atmosfæren tegner sig for 98 procent.

F s meteorologiske organisation WMO og FNs miljøorganisation UNEP etablerede i 1988

et panel af klimaforskere fra en række lande med den opgave at studere ændringer i klimaet, Det mellemstatslige panel om Klimaændringer, IPCC.

Dette såkaldte klimapanel er nu ved at afslutte arbejdet med sin tredje vurdering af klimaændringerne. Den skaloffentliggØres til foråret. Den første vurdering kom i 1990 og den næste i begyndelsen af 1996. I 1996-rapporten konstaterede IPCC for øvrigt, at "globalt set findes der ingen indikationer på, at ekstreme vejrfænomener eller klimavariationer er øget."

Arbejdet med den nye rapport er nu så langt, at der er formuleret et udkast til Summary for Policymakers -politikere som ikke forventes

at læse de tre store bind på mere end 1500 sider, der tilsammen udgør IPCCs tredje vurdering, dels af klimaet, dels af effekten af klimaændringer på landbrug, skove, biodiversitet og andre Økonomiske og sociale aspekter af klimaændringer, og endelig af mulighederne for at bremse udslippet af klimagasser ved hjælp af f.eks. energiafgifter og nye energiteknologier.

Udkastet er i princippet fortroligt. Det er endnu ikke diskuteret og godkendt af de regeringsembedsmænd og forskere, der skal give grønt lys for rapporten det sker først til januar men for et par uger siden sivede udkastet

til diverse medier, bl.a. New York Times og Washington Post, AP og herhjemme Information. Uden tvivl for at de bekymrende forudsigelser kan lægge pres på de forestående forhandlinger, som finder sted i Haag i Holland i de næste 14 dage. Her skal alverdens miljøministre og deres embedsmænd forhandle om reglerne for, hvordan industrilandene kan og skal nedskære deres udslip af drivhusgasser, sådan som de lovede hinanden på den store klimakonference i Kyoto i Japan i december 1997.

I IPCCs udkast til resume hedder det nemlig, at beviset for menneskelig påvirkning af klimaet

er blevet tydeligere.

I den tidligere vurdering, der kom for fem år siden, hed det i resumeet for politikere, at "vores nuværende mulighed for at kvantificere den

menneskeskabte påvirkning af det globale klima er begrænset, fordi det forventede signal endnu kun er ved at træde ud fra baggrundsstøjen af

naturlig variabilitet, og fordi der er usikkerhed i nøglefaktorer." Men så fulgte den mest citerede sætning fra rapporten: "Alligevel peger en samlet vurdering af ændringerne mod en skelnelig

menneskeskabt påvirkning af det globale klima."

I udkastet til den tredje sammenfatning for policymakers , hedder det at der "er endnu stærkere tegn" på menneskelig indflydelse på klimaet ved at kuldioxid CO2 og andre drivhusgasser "hat" bidraget væsentligt til den observerede opvarmning gennem de sidste 50 år." Et sted tales der om, at der nu er 60-90 procent sandsynlighed for, at menneskeheden har påvirket det globale klima.

I sammenfatningen hedder det også, at Jordens middeltemperatur vil stige endnu mere

end forudsagt i 1995, hvis ikke udledningen af drivhusgasser begrænses. Det hedder således, at Jordens middeltemperatur vil stige med fra

1,5 til 6 grader celsius frem til 2100. I 1995"rapporten talte rapporten om 1,5 til 4,5 grader. Den store spredning dækker over 40 forskellige scenarier med en række forskellige forudsætninger om de kommende årtiers stigning i verdensbefolkningen, forbrug af fossile brændsler og dermed en yderligere stigning i atmosfærens indhold af drivhusgasser, Økonomisk vækst, teknologiudvikling etc.

Derimod forudsiges vandstanden i verdenshavene at stige lidt mindre end i 1995-rapporten, nemlig mellem 14 og 80 centimeter mod tidligere forventet 15 til 95 centimeter mellem 1990 og 2100.

I referaterne af udkastet er de områder af Jorden, der er dækket med sne og is faldet med

10 procent over de sidste 40 år. Siden 1860 er gennemsnitstemperaturen øget med 0,4 til 0,8 grader, hvor man for fem år siden mente stigningen var 0,3 til 0,6 grader.

Resumeets fremskrivning af en 6 graders temperaturstigning i 2100 i forhold til 1990 kom øjensynlig overraskende for de forskere, der har været med til at lave den faglige rapport, der ligger til grund for resumeet for politikere. I denne rapport har man ifølge nyhedsbureauerne hidtil opereret med en temperaturstigning på 4,8 grader, men i udkastet er forudsigelserne for det 21. århundrede altså blevet strammet med en temperaturstigning på op til 6 procent på basis af et scenario som forudsætter, at der ikke kommer så mange (kølende) sulfatpartikler i luften i fremtiden på grund af renere forbrænding, men også at verden i løbet af det 21. århundrede nærmer sig samme energiforbrug pr. capita, som i USA i dag. En stramning, der har vakt kritik fra forskere i USA.

Danmarks Klimacenter

I alt ni globalt dækkende klimamodeller ligger til grund for beregningerne, heraf to europæiske.

Danmarks Klimacenter blev oprettet i 1998 ved DMI. Oprettelsen af Klimacentret med meget kraftige og hurtige computere har gjort det muligt for danske forskere at deltage i modelarbejdet i samarbejde med Max-Planck-instituttet i Hamburg. Hadley Center, der er knyttet til

Det britiske meteorologiske Institut, står for den anden europæiske model. De øvrige syv

klimamodeller er fordelt med to japanske, tre amerikanske, en australsk og en canadisk.

Beregningerne er foretaget på to af de af

IPCC opstillede scenarier A2 og B2. Ifølge lederen af Dansk Klimacenter, Eigil Kaas, viser d dansk-tyske beregninger en stigning i den globale middeltemperatur på 3,5 grader celsius

mellem 1960-90 og 2070-2100 for A2, der kar beskrives som noget i retning af et business as usual scenario, mens scenario B2, hvor der s; ses på mere bæredygtige løsninger, og hvor , atmosfærens indhold af CO2 kun stiger ~ed 10 procent (i forhold til 1990), viser en stigning ] 2,5 grader celsius. I dag er atmosfærens indhold, af kuldioxid 30 procent højere end før industrialiseringen begyndte for godt 200 år siden.

Der er dog tale om varierende temperaturændringer i forskellige dele af verden, understreger Eigil Kaas.

I sidste uge offentliggjorde University of East Anglia en EU-finansieret rapport om de sociale og Økonomiske konsekvenser for Europa af e forøget drivhuseffekt. Også her har en dansk forsker medvirket, nemlig seniorforsker Jørgen Olesen fra Dansk Jordbrugsforskning i Foulum Dette studie er baseret på forventninger om

temperaturstigning på mellem 0 og 0,4 grade pr. tiår, men sådan at den største stigning for ventes idet sydlige Europa og idet nordøstlige Europa i lande som Finland og det vestlige

Rusland, mens stigningen vil være mindst ve Atlant-kysten. Ifølge undersøgelsen bevirker det, at man idet sydlige Europa risikerer ørkendannelse, vandmangel og skovbrande i det nordlige Europa snarere har udsigt til at

nyde godt af mildere vintre, men dog med Øg risiko for oversvømmelser visse steder som følge af øget nedbør.