Weekendavisen skriver (Uddrag):

Søndag den 10. april

Atmosfære. CO2 spiller kun andenviolin i klimasystemet.

Vand er drivkraft

Af JENS OLAF PEPKE PEDERSEN

seniorforsker ved Center for Sol-Klima Forskning, Danmarks Rumcenter.

I klimadebatten bliver det gerne hævdet, at CO2 i atmosfæren er drivkraften bag en global og menneskeskabt opvarmning. Nu reducerer geologen Ján Veizer imidlertid CO2’s rolle dramatisk. Ján Veizer, der normalt deler sin tid mellem universitetet i Ottawa, Canada, og Ruhr-Universitetet i Bochum, Tyskland, har netop besøgt Danmarks Rumcenter for at holde en forelæsning.

Veizer sammenligner klimasystemet med et stort orkester. Mens det er vandets kredsløb, som spiller førsteviolin, spiller CO2 kun andenviolin, og som i ethvert orkester må andenviolinen følge førsteviolinen.

Argumenterne for, at det er CO2, der driver klimaet, hentes ofte fra boringer i iskappen på Antarktis. Isen indeholder små luftbobler, som blev indfanget fra atmosfæren, dengang isen faldt som sne, og målinger på de små bobler viser, at CO2-indholdet og temperaturen har ændret sig i samme takt i tusindvis af år. Veizer peger imidlertid på, at nye målinger med bedre opløsning har afsløret, at CO2 og temperatur ikke følges ad i overgangen fra kolde til varme perioder. Disse overgange startede nemlig med, at temperaturen steg, og først flere århundreder senere begyndte CO2-koncentrationen i atmosfæren at stige. Hvis det er rigtigt, så er CO2 et produkt af en klimaændring, men ikke årsagen til den. CO2 kan have forstærket en klimaændring, men den har ikke drevet den.

Men viser klimamodeller ikke, at den globale temperatur stiger, hvis vi fortsætter med at udlede CO2 i atmosfæren? Jo, siger Ján Veizer, men det skyldes, at klimamodellerne i virkeligheden modellerer vandkredsløbet og ikke CO2 direkte.

I naturen indgår CO2 i planternes fotosyntese, og udvekslingen af CO2 med biomassen er så stor, at hele CO2-indholdet i atmosfæren cirkulerer igennem biosfæren på mindre end 10 år. Vand- og CO2-kredsløbene kobles imidlertid sammen i fotosyntesen. Hver gang en plante absorberer et CO2-molekyle, afgiver det samtidig i hundredvis af vandmolekyler. Planternes produktion begrænses derfor både af mængden af CO2 samt af mængden af vand, og næsten overalt er det - lige bortset fra tropiske regnskove - vandet, som er den begrænsende faktor.

Ján Veizer mener, at det derfor er vandkredsløbet, der driver CO2-kredsløbet, og påpeger, at koblingen også virker over meget lange tidsrum på millioner af år. Her sker der det, at CO2 trækkes ud af atmosfæren, fordi CO2 opløses i regndråber, og når dråberne så falder som regn, indeholder de en svag kulsyre. Kulsyren nedbryder langsomt bjergene, og i den proces bindes kulstoffet i form af kalciumkarbonater.

Kredsløbet sluttes, når kulstoffet millioner af år senere frigives igen til atmosfæren f.eks. fra vulkaner. Men hvor man normalt betragter kredsløbet som drevet af CO2, mener Veizer, at man skal betragte det som et kredsløb drevet af vand. Hvis der ikke var CO2 i atmosfæren, ville der alligevel ske forvitring af bjergene, men via andre kemiske processer. Derimod ville kredsløbet gå i stå, hvis der ikke var vand, og Veizer mener derfor, at det er mængden af vanddamp, som er den begrænsende faktor i kredsløbet og ikke CO2.

Førsteviolinen bestemmer dog ikke over orkesteret. Det er dirigentens rolle, og i klimasystemet er dirigenten - ifølge Veizer - ændringer i Solens aktivitet, i Jordens magnetfelt og i mængden af kosmisk stråling fra vores galakse. Ændringer i disse ydre påvirkninger driver vandkredsløbet, som herefter bestemmer vores klima, inklusive temperaturen. På landjorden bestemmer temperaturen og vandmængden den biologiske aktivitet, og i oceanerne bestemmer temperaturen, hvor meget CO2 verdenshavene optager eller afgiver.

Ján Veizer understreger dog, at uanset om CO2 spiller første- eller andenviolin i klimasystemet, så giver det mening at begrænse menneskeskabte udledninger til atmosfæren, men der er flere strategier. Hvis vi fokuserer på at reducere CO2-udslip, har det den positive bivirkning, at vi samtidig reducerer udslip af partikler, svovl og kvælstof, som ikke blot påvirker klimaet, men også forurener og ødelægger luftkvaliteten. CO2 er i små mængder slet ikke en forurening, men tværtimod en helt nødvendig betingelse for livet på Jorden, og omkostningerne ved at reducere CO2-udslip er som bekendt enorme. Hvis vi i stedet fokuserede direkte på at fjerne nogle af de andre forureninger, som følger med anvendelsen af fossile brændstoffer, kunne vi på samme tid begrænse klimaændringer, forbedre miljøet og reducere de økonomiske omkostninger væsentligt.