Weekendavisen skriver (uddrag):

Lørdag den 28. maj 2005

Tro og unoder i klimadebatten

Af LARS OXFELDT MORTENSEN

"...Der er intet belæg for at påstå, at det er usædvanlig varmt for tiden. Det har været både varmere og koldere undervejs i vores nuværende 10.000-årige Mellemistid. Dette faktum går op for flere og flere drivhustilhængere, blandt andre den meget ansete videnskabsmand, professor Hans von Storch fra Max Planck instituttet. Han har tidligere angrebet de kritiske forskere, som medvirker i filmen. Men efter at Hans von Storch for nylig selv har undersøgt om Mann-kurven er holdbar, konstaterer også han, at Michael Mann tager fejl. ..."

KYOTOAFTALEN, FN’s handlingsplan for at reducere udslippet af CO2 har efterhånden udviklet sig til et næsten religiøst dogme, der ikke efterlader rum til et almindeligt kritisk eftersyn. Normalt kritiske journalister og eksperter synes at parkere deres professionelle skepsis. I stedet udbreder de troen på at CO2-udslip er synderen i klimaforandringerne - og alle midler tages i brug, undtagen god saglig kritisk analyse. Da atomtruslen drev over med Sovjetunionens fald opstod en ny trussel: angsten for den kommende klimakatastrofe. Og mennesket er allerede udråbt til skurken. FN’s klimapanel opfører sig som et nyt præsteskab, der vogter over sandheden om dommedagskatastrofen, med forudsigelser om stigende temperaturer, smeltende poler og gigantiske oversvømmelser. Angste sidder vi foran TV- skærmene og venter på vores egen undergang. Men spørgsmålet er, om præsteskabet har orden i argumenterne og om Kyotoaftalen nu også virker?

EN af fortalerne for Kyotoaftalen, og samtidig en af de forskere, der arbejder med de computermodeller, som er et vigtigt fundament for Klimapanelets skræk-scenarier, er Tom Wigley. Han har udregnet, at Kyoto højst kan reducere en forventet temperaturstigning med 0,07° Celsius. (FN’s klimapanel forventer en stigning på mellem 1,4° og 5,6° ved udgangen af dette århundrede, hvis vi fordobler udledningen af CO2). Wigley vedgår dermed, at virkningen af Kyoto er næsten umærkelig. Går man ud fra, at FN’s klimapanel har ret i, at vi mennesker har ansvaret for Jordens opvarmning, så skal der altså cirka 14 Kyotoaftaler til, før man kan forhindre, at temperaturen stiger blot 1° Celsius. Det må vist betegnes som en umulig opgave al den stund, at der stadig i dag 8 år efter mødet i Kyoto endnu ikke er global enighed om aftalen.

Kyoto bygger på et forsigtighedsprincip: vi skal begrænse CO2 udledningerne for en sikkerheds skyld. Men der er stadig ikke noget videnskabeligt belæg for, at øget CO2 skaber en klimakatastrofe. Gennemførelsen begrænser kun borgernes udfoldelse og tømmer deres lommer i form af skatter og afgifter - forsikringspræmiens størrelse står ikke i forhold til »katastrofens« omfang.

...

AT jeg i min film inviterede saglige kritikere til at komme til orde i klimadebatten skabte - allerede før udsendelsen blev sendt - så meget røre, at DR foranstaltede en undersøgelse, som viste, at der ud af 50 indslag om klimaspørgsmålet gennem en to-årig periode, kun i 4 (fire) tilfælde var interviewet skeptikere af FN’s klimapanel. Der er derfor grund til at se på, hvad der er så kættersk ved min film.

...

LAD os derfor se på nogle af filmens argumenter, som skaber så megen usaglig vrede. Der er nogenlunde enighed om, at Jorden er blevet ca. 0,6° varmere de sidste 130 år. Kurator, Jørgen Peder Steffensen fra Niels Bohr Institutet bemærker i filmen, at det er helt naturligt, at Jorden bliver varmere, al den stund at vi i 1870erne forlader Den lille Istid - den koldeste periode de sidste 2000 år - i øvrigt samtidig med at termometeret opfindes og tages i brug. Hans pointe er, at når vi begynder at måle temperaturen samtidig med at vi forlader en kulderiode, så er det alt andet lige et dårligt »forsøg«.

Hovedparten af den registrerede opvarmning på 0,4° Celsius skete fra 1920 - 1940. Det er 2/3 af den samlede opvarmning på 0,6° Celsius i hele perioden. Det meste af opvarmningen kan altså tilskrives naturlige klimavariationer, fordi udledning af CO2 dengang endnu ikke kunne have haft nogen indvirkning. FN’s klimapanel anerkender da også i dag, at denne temperaturstigning må skyldes naturlige variationer.

I perioden efter Anden Verdenskrig og helt frem til til sidst i 70erne falder den globale middeltemperatur samtidig med en stærkt øget afbrænding af fossile brændsler. Heller ikke her var der nogen synlig sammenhæng mellem øget udledning af CO2 og Jordens middeltemperatur.

De sidste 25 år er temperaturen så steget igen cirka 0,2° Celsius. Men, at det udelukkende skulle tilskrives øget CO2 i atmosfæren er stadig temmelig udokumenteret. Naturens egne muskler - El Niño, store vulkanudbrud samt en meget aktiv sol - kan have spillet en stor rolle i de sidste års klimaforandringer. Derfor er det endog meget svært at se den menneskelige indflydelse som den eneste og dominerende faktor i klimaforandringerne.

TIDLIGERE miljøminister Svend Auken gentager gang på gang: »...at 95 procent ja hele 98 procent af verdens ’klimatologer’ nu er enige om, at udledningen af klimagasserne og klimaforandringerne hænger sammen. Den enighed blandt forskere, som Auken henviser til, er blevet det bedste argument for et globalt drivhus. Men videnskabelige sandheder foregår ikke ved håndsoprækning. Afstemninger hører til i politik.

Et endnu større problem er, at den »videnskabelige« konsensus fra FN’s klimapanel hviler på en meget berømt temperaturkurve, kaldet hockeystaven. Den er udarbejdet af en Kyotofortaler, Michael Mann. Hans rekonstruktion af temperaturerne fra de sidste 1000 år viser en flad horisontal linie, der først de sidste 100 år stiger brat opad. Mann konkluderer med baggrund i sin kurve, at de sidste 100 års opvarmning er usædvanlig og den varmeste i hele tusindårs-perioden.

Da jeg lavede research til »Dommedag aflyst«, undersøgte jeg, om det kunne være rigtigt, at FN’s klimapanel og Michael Mann fra den ene dag til den anden kunne fjerne både Middelaldervarmen (fra år 900 til 1200-tallet dengang Vikingerne tog til Grønland), og Den lille Istid (fra 1400-tallet til 1870erne, da Vikingerne forsvinder fra Grønland og svenskerne går over isen) fra historien. I min film bekræfter og fastholder flere forskere, at de historiske temperatur-svingninger stadig er reelle og ikke kan skrives ud af klimahistorien. Disse forskere tager afstand fra »The Mann-made Hockey-stick«.

Jeg afsluttede optagelserne til filmen i august 2003. Siden er det kommet frem, fra flere uafhængige videnskabsfolk, at Manns kurve er forkert: Hockey-staven er knækket! Og grundlaget for Aukens konsensus er smuldret. Der er intet belæg for at påstå, at det er usædvanlig varmt for tiden. Det har været både varmere og koldere undervejs i vores nuværende 10.000-årige Mellemistid. Dette faktum går op for flere og flere drivhustilhængere, blandt andre den meget ansete videnskabsmand, professor Hans von Storch fra Max Planck instituttet. Han har tidligere angrebet de kritiske forskere, som medvirker i filmen. Men efter at Hans von Storch for nylig selv har undersøgt om Mann-kurven er holdbar, konstaterer også han, at Michael Mann tager fejl.

...

ET andet væsentligt problem ved teorien om en menneskeskabt drivhuseffekt er, at atmosfæren heller ikke bliver varmere som forudsagt. Professor John Christy, som fremlægger sin forskning i min film, var ledende forfatter på Klimapanelets sidste rapport fra 2001. Ved hjælp af satellitmålinger har han undersøgt, om temperaturen stiger i jordens atmosfære. Det gør den ikke! Og det er meget overraskende.

Satellitmålingerne er gennemført de sidste 25 år og viser, at temperaturen i troposfæren - dvs. den nedre atmosfære fra jordoverfladen og op i 6 - 7 km højde - ikke stiger. Faktisk burde temperaturen dér, som følge af drivhuseffekten, være steget væsentlig mere end temperaturstigningen målt ved landjorden (0,2° Celsius). Klimamodellerne siger faktisk, at temperaturen i troposfæren allerede nu skal være flere gange varmere. Men det er den ikke. Det er værd at bemærke, at satellitmålingerne stemmer med samtidige ballonmålinger. På den baggrund konkluderer professor John Christy, at der foregår processer i atmosfæren, vi endnu ikke forstår. Klimamodellerne er ikke gode nok. Deres forudsigelser om stigende temperaturer ikke kan måles og observeres i naturen. Men katastrofescenarierne bliver stadig brugt som grundlag for politiske beslutninger.

Men, hvis den globale opvarmning ikke registreres i troposfæren, er der så alligevel en katastrofe under opsejling? Der fokuseres ensidigt på drivhusgassen CO2, som uafladeligt betegnes som forurenende af miljøjournalister. Intet er mere forkert. CO2 kan hverken ses, smages eller lugtes. I små koncentrationer er den tværtimod en livgivende gasart, som er årsag til, at mennesket overhovedet kan eksistere på denne klode. Den vigtigste drivhusgas, nemlig vanddamp, er også uskadelig for mennesker. Men den har formentlig en langt større betydning for Jordens klima. Fordi de enorme mængder vand i form af vanddamp, regn og skyer ifølge teorien om det menneskeskabte drivhus vil forstærke virkningen af øget udledning af CO2. Men som John Christy gør opmærksom på, så viser satellit- og ballondata, at det ikke sker. Troposfæren bliver jo ikke varmere. Naturen opfører sig ikke som forudsagt af klimamodellerne.

SÅ lad os opsummere: hovedparten af temperaturstigningen de sidste 130 år er højst sandsynligt sket af naturlige årsager. Klimaet er ikke usædvanligt set i et historisk perspektiv. Manns kurve er knækket og »konsensus« har dermed intet grundlag. Øget CO2 har ikke fået temperaturen i atmosfæren til at stige. De naturlige klimavariationer er stadig de fremherskende. Der er altså noget fundamentalt galt med hele grundlaget for Kyotoaftalen.

Vi har nu overladt det til et nyt præsteskab, i form af FN’s klimapanel, der stadig fortolker naturens variationer som et resultat af menneskers dårlige opførsel. Den eneste forskel er, at det nye præsteskab ikke længere påstår, at de har deres autoritet fra Gud, men alene i kraft af, at de er enige med hinanden.

Men naturen ser ud til at være helt ligeglad med, hvad vi mennesker er enige om. Tværtimod er der flere og flere tegn på, at naturen ikke opfører sig, som den skulle følge FN’s konsensus. Så måske er der behov for, at miljøjournalister og miljørådgivere genopfinder rollen som offentlighedens kritiske redskab over for autoriteterne, i stedet for personangreb mod budbringeren!

Lars Oxfeldt Mortensen er journalist, filminstruktør og ophavsmand til filmen, »Dommedag aflyst«.