Weekendavisen skriver (uddrag): Lørdag den 28. maj 2005 Tro og unoder i klimadebatten Af LARS OXFELDT MORTENSEN "...Der er intet belæg for at påstå, at det er usædvanlig
varmt for tiden. Det har været både varmere og koldere undervejs i vores
nuværende 10.000-årige Mellemistid. Dette faktum går op for flere og flere
drivhustilhængere, blandt andre den meget ansete videnskabsmand, professor Hans
von Storch fra Max Planck instituttet. Han har tidligere angrebet de kritiske
forskere, som medvirker i filmen. Men efter at Hans von Storch for nylig selv
har undersøgt om Mann-kurven er holdbar, konstaterer også han, at Michael Mann
tager fejl. ..." KYOTOAFTALEN, FN’s handlingsplan for at reducere udslippet af CO2
har efterhånden udviklet sig til et næsten religiøst dogme, der ikke efterlader
rum til et almindeligt kritisk eftersyn. Normalt kritiske journalister og
eksperter synes at parkere deres professionelle skepsis. I stedet udbreder de
troen på at CO2-udslip er synderen i klimaforandringerne - og alle midler tages
i brug, undtagen god saglig kritisk analyse. Da atomtruslen drev over med
Sovjetunionens fald opstod en ny trussel: angsten for den kommende
klimakatastrofe. Og mennesket er allerede udråbt til skurken. FN’s klimapanel
opfører sig som et nyt præsteskab, der vogter over sandheden om
dommedagskatastrofen, med forudsigelser om stigende temperaturer, smeltende
poler og gigantiske oversvømmelser. Angste sidder vi foran TV- skærmene og
venter på vores egen undergang. Men spørgsmålet er, om præsteskabet har orden i
argumenterne og om Kyotoaftalen nu også virker? EN af fortalerne for Kyotoaftalen, og samtidig en af de forskere,
der arbejder med de computermodeller, som er et vigtigt fundament for
Klimapanelets skræk-scenarier, er Tom Wigley. Han har udregnet, at Kyoto højst
kan reducere en forventet temperaturstigning med 0,07° Celsius. (FN’s
klimapanel forventer en stigning på mellem 1,4° og 5,6° ved udgangen af dette
århundrede, hvis vi fordobler udledningen af CO2). Wigley vedgår dermed, at
virkningen af Kyoto er næsten umærkelig. Går man ud fra, at FN’s klimapanel har
ret i, at vi mennesker har ansvaret for Jordens opvarmning, så skal der altså
cirka 14 Kyotoaftaler til, før man kan forhindre, at temperaturen stiger blot
1° Celsius. Det må vist betegnes som en umulig opgave al den stund, at der
stadig i dag 8 år efter mødet i Kyoto endnu ikke er global enighed om aftalen. Kyoto bygger på et forsigtighedsprincip: vi skal begrænse CO2
udledningerne for en sikkerheds skyld. Men der er stadig ikke noget
videnskabeligt belæg for, at øget CO2 skaber en klimakatastrofe. Gennemførelsen
begrænser kun borgernes udfoldelse og tømmer deres lommer i form af skatter og
afgifter - forsikringspræmiens størrelse står ikke i forhold til »katastrofens«
omfang. ... AT jeg i min film inviterede saglige kritikere til at komme til
orde i klimadebatten skabte - allerede før udsendelsen blev sendt - så meget
røre, at DR foranstaltede en undersøgelse, som viste, at der ud af 50 indslag
om klimaspørgsmålet gennem en to-årig periode, kun i 4 (fire) tilfælde var
interviewet skeptikere af FN’s klimapanel. Der er derfor grund til at se på,
hvad der er så kættersk ved min film. ... LAD os derfor se på nogle af filmens argumenter, som skaber så
megen usaglig vrede. Der er nogenlunde enighed om, at Jorden er blevet ca. 0,6°
varmere de sidste 130 år. Kurator, Jørgen Peder Steffensen fra Niels Bohr
Institutet bemærker i filmen, at det er helt naturligt, at Jorden bliver
varmere, al den stund at vi i 1870erne forlader Den lille Istid - den koldeste
periode de sidste 2000 år - i øvrigt samtidig med at termometeret opfindes og
tages i brug. Hans pointe er, at når vi begynder at måle temperaturen samtidig
med at vi forlader en kulderiode, så er det alt andet lige et dårligt »forsøg«. Hovedparten af den registrerede opvarmning på 0,4° Celsius skete
fra 1920 - 1940. Det er 2/3 af den samlede opvarmning på 0,6° Celsius i hele
perioden. Det meste af opvarmningen kan altså tilskrives naturlige
klimavariationer, fordi udledning af CO2 dengang endnu ikke kunne have haft
nogen indvirkning. FN’s klimapanel anerkender da også i dag, at denne
temperaturstigning må skyldes naturlige variationer. I perioden efter Anden Verdenskrig og helt frem til til sidst i
70erne falder den globale middeltemperatur samtidig med en stærkt øget
afbrænding af fossile brændsler. Heller ikke her var der nogen synlig
sammenhæng mellem øget udledning af CO2 og Jordens middeltemperatur. De sidste 25 år er temperaturen så steget igen cirka 0,2° Celsius.
Men, at det udelukkende skulle tilskrives øget CO2 i atmosfæren er stadig
temmelig udokumenteret. Naturens egne muskler - El Niño, store vulkanudbrud
samt en meget aktiv sol - kan have spillet en stor rolle i de sidste års
klimaforandringer. Derfor er det endog meget svært at se den menneskelige
indflydelse som den eneste og dominerende faktor i klimaforandringerne. TIDLIGERE miljøminister Svend Auken gentager gang på gang: »...at
95 procent ja hele 98 procent af verdens ’klimatologer’ nu er enige om, at
udledningen af klimagasserne og klimaforandringerne hænger sammen. Den enighed
blandt forskere, som Auken henviser til, er blevet det bedste argument for et
globalt drivhus. Men videnskabelige sandheder foregår ikke ved håndsoprækning.
Afstemninger hører til i politik. Et endnu større problem er, at den »videnskabelige« konsensus fra
FN’s klimapanel hviler på en meget berømt temperaturkurve, kaldet hockeystaven.
Den er udarbejdet af en Kyotofortaler, Michael Mann. Hans rekonstruktion af
temperaturerne fra de sidste 1000 år viser en flad horisontal linie, der først
de sidste 100 år stiger brat opad. Mann konkluderer med baggrund i sin kurve,
at de sidste 100 års opvarmning er usædvanlig og den varmeste i hele
tusindårs-perioden. Da jeg lavede research til »Dommedag aflyst«, undersøgte jeg, om
det kunne være rigtigt, at FN’s klimapanel og Michael Mann fra den ene dag til
den anden kunne fjerne både Middelaldervarmen (fra år 900 til 1200-tallet
dengang Vikingerne tog til Grønland), og Den lille Istid (fra 1400-tallet til
1870erne, da Vikingerne forsvinder fra Grønland og svenskerne går over isen)
fra historien. I min film bekræfter og fastholder flere forskere, at de
historiske temperatur-svingninger stadig er reelle og ikke kan skrives ud af
klimahistorien. Disse forskere tager afstand fra »The Mann-made Hockey-stick«. Jeg afsluttede optagelserne til filmen i august 2003. Siden er det
kommet frem, fra flere uafhængige videnskabsfolk, at Manns kurve er forkert:
Hockey-staven er knækket! Og grundlaget for Aukens konsensus er smuldret. Der
er intet belæg for at påstå, at det er usædvanlig varmt for tiden. Det har
været både varmere og koldere undervejs i vores nuværende 10.000-årige
Mellemistid. Dette faktum går op for flere og flere drivhustilhængere, blandt
andre den meget ansete videnskabsmand, professor Hans von Storch fra Max Planck
instituttet. Han har tidligere angrebet de kritiske forskere, som medvirker i
filmen. Men efter at Hans von Storch for nylig selv har undersøgt om
Mann-kurven er holdbar, konstaterer også han, at Michael Mann tager fejl. ... ET andet væsentligt problem ved teorien om en menneskeskabt
drivhuseffekt er, at atmosfæren heller ikke bliver varmere som forudsagt.
Professor John Christy, som fremlægger sin forskning i min film, var ledende
forfatter på Klimapanelets sidste rapport fra 2001. Ved hjælp af
satellitmålinger har han undersøgt, om temperaturen stiger i jordens atmosfære.
Det gør den ikke! Og det er meget overraskende. Satellitmålingerne er gennemført de sidste 25 år og viser, at
temperaturen i troposfæren - dvs. den nedre atmosfære fra jordoverfladen og op
i 6 - 7 km højde - ikke stiger. Faktisk burde temperaturen dér, som følge af
drivhuseffekten, være steget væsentlig mere end temperaturstigningen målt ved landjorden
(0,2° Celsius). Klimamodellerne siger faktisk, at temperaturen i troposfæren
allerede nu skal være flere gange varmere. Men det er den ikke. Det er værd at
bemærke, at satellitmålingerne stemmer med samtidige ballonmålinger. På den
baggrund konkluderer professor John Christy, at der foregår processer i
atmosfæren, vi endnu ikke forstår. Klimamodellerne er ikke gode nok. Deres
forudsigelser om stigende temperaturer ikke kan måles og observeres i naturen.
Men katastrofescenarierne bliver stadig brugt som grundlag for politiske
beslutninger. Men, hvis den globale opvarmning ikke registreres i troposfæren,
er der så alligevel en katastrofe under opsejling? Der fokuseres ensidigt på
drivhusgassen CO2, som uafladeligt betegnes som forurenende af miljøjournalister.
Intet er mere forkert. CO2 kan hverken ses, smages eller lugtes. I små
koncentrationer er den tværtimod en livgivende gasart, som er årsag til, at
mennesket overhovedet kan eksistere på denne klode. Den vigtigste drivhusgas,
nemlig vanddamp, er også uskadelig for mennesker. Men den har formentlig en
langt større betydning for Jordens klima. Fordi de enorme mængder vand i form
af vanddamp, regn og skyer ifølge teorien om det menneskeskabte drivhus vil
forstærke virkningen af øget udledning af CO2. Men som John Christy gør
opmærksom på, så viser satellit- og ballondata, at det ikke sker. Troposfæren
bliver jo ikke varmere. Naturen opfører sig ikke som forudsagt af
klimamodellerne. SÅ lad os opsummere: hovedparten af temperaturstigningen de sidste
130 år er højst sandsynligt sket af naturlige årsager. Klimaet er ikke
usædvanligt set i et historisk perspektiv. Manns kurve er knækket og
»konsensus« har dermed intet grundlag. Øget CO2 har ikke fået temperaturen i
atmosfæren til at stige. De naturlige klimavariationer er stadig de
fremherskende. Der er altså noget fundamentalt galt med hele grundlaget for
Kyotoaftalen. Vi har nu overladt det til et nyt præsteskab, i form af FN’s
klimapanel, der stadig fortolker naturens variationer som et resultat af
menneskers dårlige opførsel. Den eneste forskel er, at det nye præsteskab ikke
længere påstår, at de har deres autoritet fra Gud, men alene i kraft af, at de
er enige med hinanden. Men naturen ser ud til at være helt ligeglad med, hvad vi
mennesker er enige om. Tværtimod er der flere og flere tegn på, at naturen ikke
opfører sig, som den skulle følge FN’s konsensus. Så måske er der behov for, at
miljøjournalister og miljørådgivere genopfinder rollen som offentlighedens
kritiske redskab over for autoriteterne, i stedet for personangreb mod
budbringeren! Lars Oxfeldt Mortensen er journalist, filminstruktør og ophavsmand til filmen, »Dommedag aflyst«.
|
|