Weekendavisen skriver (uddrag): Søndag den 15. januar ISEN - en sladrehank Af Marianne Krogh Andersen KULDEN river og flår i næsen. På et halvt minut er fingrene stivfrosne, og tuschpennen nægter at skrive. »Se her er is fra De puniske Krige. Isen indeholder den luft, som Hannibal har indåndet flere hundrede år før Kristus. Luft fra før verden gik af lave,« griner Jørgen Peder Steffensen efter at have åbnet papkasse nummer 3055 i en iskold kælder med en temperatur på 26 minusgrader dybt nede under H.C. Ørsted Instituttet. Her et par stenkast fra Rigshospitalet opbevares en urgammel kalender i is. Først indpakket i plasticposer, så i hvide flamingokasser og yderst i grå papkasser ligger guldet stablet hylde op og hylde ned som god Bourgogne. Der er 30.801 isstykker svarende til næsten 20 kilometer iskerne. Her i det kolde dyb kan man finde spor af sne fra den nat, Jesus blev født. Her finder man støv fra fjerne tiders vulkanudbrud. Fra Pompeis undergang. Her i isens tågede bånd kan man tydeligt aflæse industrialiseringens gennembrud. CO2-udslippet som tordnede i vejret. Man kan måle syreregnen, men samtidig også registrere dens tilbagegang, da diverse miljøforanstaltninger for få år siden fik tøjlet en del af svovludslippet fra industri og kraftværker. Isen er en sladrehank. Den fortæller om menneskers dumheder. Om naturens dramaer. Den røber klimaforandringer. Den viser den lille istid i 1600-årene, da svenskerne gik over isen og belejrede København. Her i kælderen på H.C. Ørsted Instituttet opbevarer Niels Bohr Institutet over 25 års høst af iskerneboringerne på den grønlandske indlandsis. Her findes også den is, som verdens 500 iskerneforskere sukker efter at få: guldet - de ældste iskerner på 125.000 år. De er særlig interessante, fordi de når tilbage til Eem-tiden, den seneste mellemistid. Det er den periode i Jordens historie, som ligner vores mest. Isstumperne fra Eem-tiden kan give os værdifulde oplysninger i den hidsige debat om klimaet. Er de nuværende klimaforandringer menneskeskabte eller naturlige? De isstykker i H.C. Ørsted Instituttets kælder, som Jørgen Peder Steffensen har vogtet over via sin egen personlige computer i 14 år, giver vigtige vidnesbyrd om fortiden. De fortæller om nærmest vanvittige temperaturhop i fjerne tider, dengang vi mennesker kun leverede CO2 fra blafrende bål og egne uddunstninger. »Vores iskerneboringer viser, at klimaet indimellem er gået amok. Når jeg kigger tilbage, ser jeg meget få glidende bevægelser. I slutningen af den seneste istid steg temperaturen 16-17 grader i løbet af bare 23 år. Temperaturstigningen kom ganske pludselig. Det var, som når man går ind i et mørkt rum og tænder for kontakten. Bang!« siger Jørgen Peder Steffensen og slår hænderne sammen. Vi er kommet op fra den iskolde kælder og ind på hans spartanske kontor på Niels Bohr Institutet. Jørgen Peder Steffensen peger på computerskærmen. Her kan man se en kongeblå kurve, som hopper op og ned i takt med temperaturens stigninger og fald gennem de seneste 125.000 år af Jordens historie. »Jeg koger for øjeblikket på et manuskript til Nature om de meget voldsomme klimaomslag, som sker fra det ene år til det andet. Det er et meget dramatisk og pludseligt skift.« - Tidligere har jeg hørt dig sige, at ændringerne kom over en periode på 10-20 år. »Nu kan vi se, at det sker fra år til år. Vejret beslutter sig for at slå om bare sådan! For 11.708 år siden sker der et totalt skift i temperaturen fra år til år. I løbet af en periode på 23 år stiger temperaturen 16-17 grader på trods af, at der stadig ligger en kæmpe iskappe, som dækker bl.a. Skandinavien og Canada. Iskappen befinder sig pludselig inde i en føntørrer. Det vælter ud med vand. Men det tager 3000 år, før al isen er væk og havene er steget med 100 meter. I de første iskerner fra 1983 til 1985 fra DYE 3 kunne vi se, at istiden sluttede inden for en periode på cirka 20 år. I de næste iskerner fra GRIP og GISP-2-projektet fandt vi ud af, at skiftet skete inden for fem år. Men med de nyeste kerner fra NORDGRIP kan vi måle, at omslaget sker fra år til år.« - Det lyder dramatisk. Vil jeres kolleger tro på det? »Det bliver de nødt til. For lagene i isen er så entydige, at de ikke rummer plads til tvivl. Resultaterne vil løbe som en steppebrand gennem forskningen, når de offentliggøres. De vil give anledning til, at der sættes spørgsmålstegn ved de klimamodeller, vi bruger i dag, som arbejder med meget mere glidende overgange. Pludselig sker der så store forandringer, at det svarer til, at blæsten i dag pludselig blæser fra en helt anden kant end vest. Nu gælder det om at komme ud med resultaterne, så andre kan kommentere dem. Der er jo tale om meget bratte klimaskift i forhold til de små stigninger i temperaturen, som meteorologerne har registreret de seneste 100 år.« - Vil det sige, at vi kan tage det roligt over for advarslerne om menneskeskabte klimaforandringer, for den slags sker hele tiden helt naturligt? »Sådan kan man ikke slutte. Men vi har påvist, at de nuværende klimamodeller ikke slår til, fordi ændringerne sker så brat. Og ikke glidende som i klimamodellerne. Vi har fundet 52 bratte klimaændringer i vores iskerner. De menneskelige udledninger af CO2 kommer oveni som en uberegnelig størrelse. Aldrig i en million år har vi haft så højt et indhold af drivhusgasser i atmosfæren. Det viser iskerneboringer ved Antarktis. Der er kommet en helt ny faktor ind i klimaet. Jeg misunder ikke de folk, som laver modellerne. Det er hundesvært.« - Kan man sige, at der enten sker noget meget uhyggeligt og dramatisk eller slet ingenting med vores klima? »Måske er de klimaændringer, vi har målt de seneste 100 år, bare en lille krølle. Måske er klimaet ved at gå i bakgear. Hvad der sker, ved jeg faneme ikke! Måske er vi ved at sætte en kædereaktion i gang, som får det hele til at løbe amok. Jeg ved det ikke. Mit svar er lige så godt som taxachaufførens. Jeg kan bare se, hvad der er sket i fortiden. I 1970erne skulle man spare på ressourcerne. I dag virker det, som om alle bekymringer er lagt i én hat, der hedder klimaforandringer. På den måde bliver klimaforskerne taget som gidsel for en god sag. Efter min mening er det logik for burhøns, at man skal spare på ressourcerne, så der også er olie og energi til de fremtidige generationer. Det bør man gøre - uanset om man frygter klimaforandringer eller ej. Spørger man naturvidenskabsmanden, vil han altid sige på den ene side og på den anden side. Problemet er, at klima-debatten er blevet utrolig betændt. Jeg ønsker ikke at være på Lomborg- eller Bush-fløjen. Problemet er, at hvis man tvivler på klimamodellerne, så er man en Bush-mand, en ond forsker i et ondt laboratorium. Selv om jeg måske har en stærk fornemmelse af, at der godt kan være nogle menneskeskabte klimaforandringer på vej, så bryder jeg mig ikke om Greenpeaces måde at argumentere på, hvor de for eksempel taler om gletscherne, der trækker sig tilbage. Hvor mange gletschere tror du, der var i Alperne for 4000 år siden? Ingen! Under de romantiske landskabsmalere og omkring det tidspunkt da fotografiet blev opfundet, havde gletscherne deres allerstørste udstrækning. Siden er de blevet mindre, og det er ikke i sig selv foruroligende.« ...
|
|