Torsdag den 05. april Weekendavisen (uddrag ) Stop en halv. Er FNs klimapanels store rapport dybt uvidenskabelig? Det påstås i en halvanden time lang film, hvor en stribe tunge videnskabsfolk siger fra. Det store klima-fupnummer Af BO BJØRNVIG FOR at skrive denne artikel, må man hellere først slå korsets tegn og erklære: Jeg går ind for bevarelsen af miljøet, og jeg hader biler og mener, at vi skal udvikle alternative energikilder så hurtigt som muligt, blandt andet for at blive uafhængige af olien, inden forsyningerne stopper på grund af politisk kaos i de arabiske lande. Og for at undgå at komme under pres af Rusland. Men det kan ikke skjules, at det er muligt, at teorien om de menneskeskabte klimaændringer ikke holder. Når man ser den række af velestimerede videnskabsmænd, der træder frem på filmen The Great Global Warming Swindle, kan man i hvert fald godt begynde at tvivle på teorien, når de siger, at der ikke er skyggen af bevis for, den nu »endelig videnskabeligt beviste« påstand om, drivhusgassen CO2 står bag de aktuelle klimaændringer. ... BBC lavede i 1974 en berygtet udsendelse om den kommende istid, The Weather Machine, hvor den teori blev fremsat, at vi kunne udsætte en ny istid ved at udlede kuldioxid og få temperaturen til at stige. Så var katten sluppet ud af sækken. ... Det engelske projekt udviklede sig til det store FN-klimapanel, IPCC (The Intergovernmental Panel on Climate Change), hvis 2500 videnskabelige eksperter i dag står som garant for, at teorien om, at menneskets udledning af CO2 er skyld i klimaændringerne, holder – undskyld udtrykket – vand. At iskapperne vil smelte, havet stige, ørknerne brede sig og vejret blive mere ekstremt. Men den holder ikke ifølge en række eksperter, der direkte beskylder IPCC for videnskabelig uredelighed. Således skrev Frederick Frederick Seitz, tidligere formand for American National Academy of Sciences i Wall Street Journal, at »han aldrig har været vidne til en mere ødelæggende og undergravende redaktionel proces end den, der førte til denne IPCC-rapport.« 15 afsnit er direkte slettet, sammen med udsagn, som blandt andet indrømmer, at der ingen sammenhæng kan påvises mellem kuldioxid og klimaændringerne. IPCC benægter i deres svar ikke, at der er blevet slettet i rapporten, men afviser, at det skulle være sket i ond vilje. Professor Paul Reiter fra Pasteur Instituttet i Paris var en af dem, der trak sig fra IPCC, begrundet i projektets videnskabelige uredelighed. IPCC påstod således, at malariaen ville brede sig som følge af temperaturstigningen, fordi malariamyg ikke kan overleve temperaturer under 16-18 grader celsius. Men ifølge Reiter passer det ikke: den værste malariaepidemi i det 20. århundrede fandt sted i Rusland i 1920rne, hvor millioner blev smittet, 600.000 døde, og det var blandt andet i Sibirien. Iskerneboringer viser, at der er en sammenhæng mellem koncentrationen af kuldioxid i atmosfæren og temperaturen, men kritikerne af IPCC påpeger, at stigningen i kuldioxid først indtræffer flere hundrede år efter, at temperaturen er steget. CO2 er således ikke årsagen til stigningen, det er omvendt, temperaturstigningen kommer først, derefter følger stigningen i CO2. Elementært Watson – skulle man tro, det var. Og det er det da også for blandt andre professor Ian Clark, Department of Earth Sciences fra Ottawa Universitet, professor og oceanograf Carl Wunsch fra MIT (Massachusetts Institute Technology), professor Philip Stott, Department of Biogeography fra London Universitet, professor Richard Lindzen fra MIT, professor Synn-Ichi Akasofu, leder af International Arctic Research Centre, klimatologen Tim Ball fra Winnipeg Universitet, John Christy, Department of Atmospheric Science fra Alabama Universitet og en af IPCC-rapportens hovedforfattere, Roy Spencer, Weather Satellite Team Leader, NASA, professor Patrick Michaels, Department of Environmental Sciences fra Virginia Universitet samt Nigel Calder, tidligere redaktør på New Scientist, og klimatologen Piers Corbyn, der brugte solpletter i sine vejr-forudsigelser og fik bedre resultater end nogen anden. Hvilket fører os til det danske islæt: professor Eigil Friiis-Christensen, der sammen med et forskerhold har talt solpletter og fundet frem til, at stigende solplet-aktivitet fører til stigende temperatur på Jorden. ... Professor Ian Clark: »Dette er meget eksplosive data.« For de gør Solen – »dette utrolig vilde dyr«, som Nigel Calder kalder den – til hovedansvarlig for klimaændringerne. Ikke menneskene, som blot tilføjer en lille mængde af en i forvejen ubetydelig drivhusgas til atmosfæren. Professor Tim Ball er nådesløs i sin kritik af FNs klimapanel: »Det svarer til, at jeg ignorerer Solen og vanddamp-processen og koncentrerer mig om en lille nød på jernbaneskinnen: kuldioxid. Så dårlig videnskab er det!« MIT-professoren Carl Wunsch har det især skidt med de computer-genererede klimamodeller, som efter hans mening ikke holder, men synes at være skabt for at skabe sensationer: finder du ud af, at der intet sker, når for eksempel isen smelter, så er det fristende at ændre nogle parametre en smule, så der sker noget dramatisk, der skaber opmærksomhed. Endelig er der nogle vigtige forudsigelser i teorien om CO2 og den globale opvarmning, som ikke holder. Således skulle temperaturen over ækvator være stigende 10 kilometer oppe i atmosfæren, men det er den ikke, hvilket får professorerne Richard Lindzen (MIT) og Frederick Singer (tidligere direktør for US National Weather Service) til alvorligt at tvivle på teorien. Ovennævnte kapaciteter holder sig til det videnskabelige og går kun udenfor, når de bedyrer, at de ikke er betalt af olieindustrien, som FN-klimapanel-kritikerne ellers altid bekyldes for. Men når medstifteren af Greenpeace, Patrick Moore, siger at bevægelsen nu er overtaget af frustrerede fra venstrefløjen, som har lært at snakke grønt, og samtidig beskylder dem for at gå det rige Vestens ærinde ved at kræve, at u-landene stopper for deres industrielle vækst – er det værd at lytte. ... For selv om CO2-udslippet viser sig ikke at betyde noget for klimaændringerne, så betyder det ikke, at vi ikke på alle måder skal fremme alternative energikilder – for mig måtte vi gerne starte et nyt Manhattan-projekt for at løse dét problem. Men vi bør vide, hvorfor vi gør det. Når der er mange solvinde, som her på NASAs optagelse, bliver der dannet færre beskyttende skyer, og temperaturen stiger. Links Se filmen her www.prisonplanet.com/articles/march2007/100307Swindle.htm |
|