Weekend-Avisen skriver 27-12-2002, Frede Vestergaard)

Global opvarmning. Bemærkelsesværdige artikler i Science blåstempler den danske forskning, som påviser sammenhæng mellem den kosmiske stråling og klimaet og udpeger det til en af de vigtigste forskningsområder. Men det har været forbavsende vanskeligt for de forskere at få støtte til at undersøge forbindelsen mellem Solens varierende aktivitet og klima.

2002 har været det næst varmeste år siden 1860, meddelte FN's verdens Meteorologiske Organisation i denne uge. De ti varmeste år, siden man fik nogenlunde pålidelige globalt dækkende temperaturmålinger, er registreret siden 1987, heraf 9 siden 1990. Det varmeste år hidtil er 1998. Den globale middeltemperatur er steget 0,6 grader celsius i løbet af det sidste hundrede år, lød det fra WMO i Geneve.

Der er konkurrerende forklaringer på stigningen. Nogle centrerer sig om naturlige ændringer, med Solen som den påvirkende faktor, uden dog at udelukke muligheden af menneskelig på

virkning.

I det ansete naturvidenskabelige tidsskrift Science fra den 29. november lægger en oversigtsartikel af tre fremtrædende engelske forskere op til, at der bør forskes

mere i sammenhængen mellem specielt den kosmiske stråling og skydannelsen, en hypotese, der blev publiceret af danske forskere i 1997.

Men den dominerende forklaring er ellers, at stigningen i den globale middeltemperatur for størstedelen er menneskeskabt, mens naturlige variationer spiller en ringe rolle.

For præcis fem år siden blev det i Kyoto politisk besluttet, at det er den gradvise, men markante stigning i atmosfærens indhold af kuldioxid på omkring 30 procent siden den industrielle revolution og en deraf følgende forstærkning af den naturlige drivhuseffekt, der er hovedårsagen til stigningen i den globale middeltemperatur.

Med det erklærede formål at bremse den globale opvarmning blev det derfor med Kyoto-protokollen aftalt, at industrilandene skulle reducere deres udslip af kuldioxid og andre klimagasser ide kommende år, foreløbig for perioden frem til 2012.

Men selvom det politisk er besluttet, at det er drivhuseffekten af kuldioxiden og de andre klimagasser, der er hovedårsag til den globale temperaturstigning, fortsætter forskere inden for en række forskellige specialer med deres forskning i klimaændringer .

Der er ingen forskere, der bestrider, at kuldioxid, metan og visse andre gasser fungerer som drivhusgasser og derfor bidrager til klimaændringer, men det er uafklaret, hvor stor klimaets følsomhed er over for den stigende mængde kuldioxid, og der er idet hele taget en række

sammenhænge, som ikke er afklaret endnu.

En gruppe forskere har eksempelvis for nylig offentliggjort beregninger, der tyder på, at ændringen i anvendelsen af jorden gennem de sidste årtier - nedhugst af skove, andre afgrøder osv. - er lige så god til at forklare stigningen i gennemsnitstemperaturen som væksten i atmosfærens koncentration af drivhusgasser. (Se pressrelease fra 1. oktober

på www.gsfc.nasa.gov).

Andre forskere arbejder ud fra den opfattelse, at naturlige variationer, eventuelt fremkaldt af Solens varierende aktivitet, på den ene eller anden måde spiller en større rolle end FNs klimaorganisation IPCC har villet medgive.

Problemet har været at forklare mekanismen for Solens påvirkning af klimaet på Jorden.

Det er et gammelkendt forhold, at Solens aktivitet med solpletter varierer med den cirka 11-årige solpletcyklus, men Solens udstråling var tidligere antaget at være konstant. Målinger fra satellitter har imidlertid kunnet påvise, at der faktisk sker en ændring i Solens udstråling, dvs. lysstyrke, men ændringen er kun på 0,1 procent fra solpletmaksimum til solpletminimum, og denne svage ændring kan ikke forklare den tilsyneladende sammenhæng mellem ændringer i Solens aktivitet og i klimaet. Årsagssammenhængen manglede.

Dansk hypotese

I 1996 lancerede to danske forskere, Henrik Svensmark og Eigil Friis Christensen, tidligere Dansk Meteorologisk Institut, nu Dansk Rumforskningsinstitut, en statistisk baseret hypotese om, at små ændringer i Solens magnetfelt har stor virkning på mængden af kosmisk stråling, der rammer Jorden. Senere har Svensmark og Nigel Marsh påvist, at mængden af lave skyer over Jorden varierer med (er positivt korreleret med) mængden af kosmisk stråling, der rammer Jorden. Lave skyer har en kølende effekt, så kosmiske stråler har altså en kølende

effekt.

Da mængden af kosmisk stråling er faldet i løbet af det sidste hundrede år, kan det have medført færre skyer og dermed varmere vejr.

Det var en hypotese, som med den norske forsker Jon Egill Kristjanssons ord i Oslo Universitets blad Apollon nr. 3/2002 (se www.apollon.uio.no) "har fået meget

opmærksomhed og er populær i visse kredse, blandt andet blandt mange astrofysikere og i enkelte politiske miljøer. Som forsker tager jeg ikke politisk stilling, men det er klart, at dersom man prøver at bevise, at mennesker ikke er skyld i opvarmningen opnår man politisk popularitet," siger han til universitetsbladet. Sammen med bl.a. Eigil Kaas fra DMI søger han at afvise teorien om den kosmiske stråling med den begrundelse at korrelationen mellem kosmisk stråling og de lave skyer er tilfældig.

Andre har også arbejdet videre med Svensmark og Friis-Christensens hypotese. Udover, at det er påvist, at den kosmiske strålings intensitet varierer med 15 procent over en solcyklus på grund af ændringer i solvindens styrke er det også vist, at styrken i Solens magnetfelt er

blevet fordoblet i løbet af de sidste hundrede år, noget der kan forklare, at mængden af kosmisk stråling, der har nået Jorden, er faldet i samme periode.

I det hele taget er der i løbet af de senere år kommet adskillige artikler i førende tidsskrifter, der påviser en sammenhæng mellem den kosmiske strålings intensitet og klimaet på Jorden, herunder tilbage til den såkaldt lille istid fra omkring 1400-tallet til midt i 1800-tallet.

Det er beregnet, at såfremt hypotesen om den kosmiske stråling holder vand - en korrelation er ikke det samme som en årsagssammenhæng - kan den mindre mængde kosmiske stråling bevirke en opvarmning af kloden af samme størrelse, som væksten af drivhusgasser tillægges.

Blåstempling

Oversigtsartiklen for nylig i Science - Cosmic Rays, Clouds and Climate skrevet af tre forskere inden for hhv. atmosfærefysik og partikelfysik fra universiteterne i Leeds og Reading samt fra det europæiske kerneforskningscenter i CERN i Geneve - tager sit udgangspunkt i Svensmarks og Friis-Christensens artikel fra 1997 og omtaler videre en række senere forskningsresultater fra andre forfattere, der alle tyder på en sammenhæng mellem solvariable, den kosmiske stråling, skyerne og klimaet. Artiklen er af flere grunde interessant.

Dels er den - ikke mindst fordi den bringes i Science - en blåstempling af forskning i sammenhængen mellem Solens påvirkning af den kosmiske stråling og klimaet, som nu foregår på blandt andet Dansk Rumforsknings Institut. Det er så meget mere bemærkelsesværdigt, fordi der fra mange sider er gjort for søg på at afvise teorien om kosmisk stråling, senest af norske og danske forskere med den begrundelse, at

den statistiske korrelation er tilfældig, jfr. det omtalte nummer af Apollon.

Dels er forfatterne til Science-artiklen så overbevist om relevansen af hypotesen om den kosmiske stråling, at de efterlyser laboratorieforsøg for bedre at forstå de mikrofysiske processer, der ligger bag de tilsyneladende sammen hænge.

Henrik Svensmark arbejder med at komme i gang med sådanne forsøg på Dansk Rumforsknings Institut, men det var i lang tid svært at få dem finansieret. Hvis det ikke

var for Carlsbergfondet, havde der ikke været nogen forskning overhovedet. Inden for det seneste år er der imidlertid kommet en vis støtte fra Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd og Energi E2, siger Henrik Svensmark. Disse penge har reddet dele af projektet for en periode. Svensmark siger ,at i modsætning til hvad Jon Egill Kristjansson siger til Apollon, er det så som så med den popularitet forskere får ved at pege på, at andre faktorer

end drivhuseffekten kan være medvirkende til den globale opvarmning. Hidtil er stort set al forskningsstøtte gået til forskning i drivhuseffekten, såvel i Danmark som i EU, fort

sætter han. Han fortæller, at han sågar for et par år siden fik at vide, at

bevillingsgivere havde fået en henvendelse om, at de ikke burde støtte forskning i Solens påvirkning af klimaet.

Forskningen

Svensmark håber imidlertid på, at der vil blive mulighed for at få penge fra EU's 6. forskningsprogram, der løber til 2006. Tolv europæiske forskningsinstitutter vil i begyndelsen af næste år indsende en fælles ansøgning om penge til forskning i alle aspekter af Solens indflydelse. Men det er karakteristisk, siger han, at programmets oprindelige oplæg vedrørende klimaforskning begrænsede sig til forskning i relation til drivhuseffekten.

"Målet må være, at man ikke for lods låser sig fast på, at der kun er en forklaring på klimaændringerne, kuldioxid, men at alle muligheder undersøges. Opgaven må være at

kvantificere de forskellige bidrag, naturlige såvel som menneskeskabte. Der har indtil nu været en meget ensidig satsning på dette område. Den konsensus, der har været fremhævet gennem IPCC har desværre været med til at hæmme og forsinke forskningen i for eksempel Solens betydning.

IPCC er tænkt som klimavidenskabens rådgivende instans over for politikere, men desværre bliver konsensusopfattelsen i IPCCs rapporter brugt som en rettesnor for, hvad der er "rigtigt" at forske i, og det kan ingen være tjent med. Jeg synes, at man må udvise ganske stor ydmyghed over for, hvor meget vi endnu ikke ved på klimaområdet.

Formanden for Folketingets miljøudvalg, Eyvind Vesselbo, siger, at

han er fuldstændig enig i, at forskningen i årsagen til den globale opvarmning ikke bare skal dirigeres i en retning. "Jeg har selv gjort mig godt bekendt med det arbejde, der gøres inden for solforskningen, og jeg føler, at der hidtil har været en meget ensidig satsning fra dansk side, også hvad angår forskningsmidlerne. Jeg vil godt gøre en indsats for, at også den del af forskningen, der vedrører Solens indflydelse på den globale opvarmning bliver tilgodeset. Efter nytår vil jeg tage den bevillingsmæssige side af sagen op med miljøminister Hans Christian Schmidt," siger Venstres miljøordfører.

Under alle omstændigheder synes forskningen i forbindelsen mellem Solen, de kosmiske stråler og skydannelsen at have fremtiden for sig. I Science's jule-nytårsnummer om Areas to Watch in 2003, nævnes forbindelsen mellem sol og klima som et af seks områder, der må betragtes som næste års varme forskningsemner.

Det hedder, "at efterhånden som flere og flere kurver over fortidens klima matcher Solens svingende aktivitet, er forskere modstræbende begyndt at tage Solen alvorlig som en faktor i klimaforandringerne. De har inkluderet Solens variabilitet i deres simuleringer af det sidste århundredes opvarmning. Og Solen synes at have spillet en nøglerolle i at fremprovokere tørre og kolde perioder. For at få fuld respektabilitet arbejder solklima forskerne med at identificere den fysiske forbindelse mellem Solens relativt svage fluktuationer og klimaet.

En førende kandidat: sol-modulerede kosmiske stråler og deres effekt på skyerne."