Set the controls for the heart of the sun kunne have været mottoet for Gilmour & Co’s visit i Den Danske Natonal Arena d. 25 august 1994.

En spøjs blanding af gamle flippere, unge flippere, yuppier med mobiltelefoner og gråhårede familieoverhoveder havde i hvertfald bænket sig i Parken denne aften.
Hvilken kategori anmelderen tilhører skal være usagt, men helt at undgå nostalgiens duggede briller var i hvertfald ikke muligt. Pink Floyd havde klargjort The machine, og denne aften var det ikke os mod dem, men Us and them.

Til tiden og uden yderligere dikkedarer startede maskinen med de velkendte strofer fra introen til Wish you were here, efter et par minutter hvor Parken havde lydt som en tropisk voliere med masser af Echoes og folk spejdede forgæves rundt efter kanariefugle, men lige på det tidspunkt var der ikke mange Signs of life. Men senere gjorde Pink Floyds quadrofoniske anlæg, og den nys akustik forbedrede Parken det klart at det er muligt at spille høj vellyd på trods af alskens beton- og stålkonstruktioner.
Og netop en gruppe som Pink Floyd har jo sublim teknisk vellyd som en af deres grundpiller, en vellyd som løfter Gilmours guitar, koret og de akustiske instrumenter helt op og ringe i øverste klasse, Division Bell

Scenen var designet meget lig den de turnerede med i 88, med en rund videoskærm som et markant vartegn, flankeret af myriader af vari-spots og naturligvis lasers, Let there be more light.
For mange grupper ville dette være en faldgrube, og resultere i en Star-Wars-agtig Paintbox, men ikke her. Hele tiden var det perfekt afstemte nuancer der understregede de levende billeder og musikkens klange. Det var mere end blot Yet another movie.

De spillede 2 sæt a ca. 1 time, og især 2. sæt med hittene Another Brick in the wall, Time, Money, Run like hell var i særklasse. Selvfølgelig fordi det er dem folk kender bedst, jeg mener hvornår har man f.eks. sidst hørt Piper at the gates of dawn, men også fordi de er designet til koncert og stor lyd.
De spillede ikke Carefull with that axe, Eugene, men okay de engelske hooligans fra Arsenal var jo også draget hjem forlængst.

Af gimmicks var der et par grumme Pigs der kravlede ud over publikum, forankret i et par spacy tårne ved siden af scenen. Men netop her i Dannevang kunne de jo evt. have lavet en happening ved at have døde, rådnede grisekroppe fastspændt til en Cessna henover Parken, som ægte Pigs on the wing.
I et af de sidste numre før ekstranumrene kørte der i al ubemærkethed en stor kugle op fra lydteltet, der jo naturligvis var midt på plænen. Derefter sendte kraftige spots fra siderne deres lys ind på kuglen, og afslørede den som en gigantisk staniolkugle der med tusindvis af små flader reflekterede tusindvis af små lysstråler rund i Parken. 

Man kan sige at Pink Floyd ikke overraskede med flot lyd og show, fordi det havde man jo forventet (man er jo et skarn), men snarere ved en musikalitet og spilleglæde, der ikke er en selvfølge med et band der har været på vejen sålænge, og med en musikbranche der ændrer sig så meget. Men på trods af medlemmernes mere end enkle grå stænk, må man sige at de stadig er på banen, selvom jeg ikke er stor tilhænger af deres seneste plade, men okay der skal vel være plads til One slip. Og deres gamle numre, ja de lever i bedste velgående.
Og fordi Miles Davis endte i Rap, og fordi James Brown er gået over til Scratch, kan man jo ikke kræve at Pink Floyd skal kaste arvegodset overbord og spille eksperimenterende techno, men det kunne da være interessant.