Opvarmningen bestod af Larry  Graham der i sin tid stod fadder til “tommelfinger-bassen” og var ankermand i Sly And The Family Stone og flere af hans musikere stammede da også derfra og havde været med i pioner tiden, inklusive Woodstock. 
Dette taget i betragtning var indtrykket af musikken frisk og levende, næsten så levende at han ind imellem virkede som funkens svar på Richard Pryor, iført hvidt jakkesæt, hvid cowboy-hat og hvid bas-guitar og han kørte med klatten fra første sekund.
Ikke alle opvarmningsband får en fyldt Valby-hal til i første nummer at synge kanon og klappe i takt og til sidst i koncerten måtte han en tur ud midt på gulvet og fyre en af sine mange soli af. 
Okay, måske tog disse bas eskapader ind imellem lidt overhånd, som når han som en anden Hendrix spillede bas med tænderne, og det på et tidspunkt lød som om hans tandbøjle havde sat sig uhjælpeligt fast på turen tværs over gribebrættet. 
Avis anmelderne var noget hårde ved dette band, helt urimeligt synes jeg, de leverede varen, på et noget utaknemmeligt tidspunkt. 

Efter en halv times pause var det så tid for Chaka Khan, og også hun startede flot ud med nogle af sine legendariske soul hits og fart over feltet. Men efter en del snakken og efter at Prince selv havde ageret backing vokal på “I Feel For You” ebbede det ligesom ud og hun måtte lide den tort at den lavere stående kaste af publikum buh’ede hende ud. Problemet var nok at publikken på dette tidspunkt havde ventet 3 timer på Prince og nu ville have The Real Thing.

Det fik vi så. Tak for kaffe. Efter et intro nummer for slukkede lygter blev der blændet op for det fulde Prince Pop Power Show, med manden selv som en Duracell kanin på speed, i pendulfart fra toppen af piano’et i den ene side, over til en platform i den anden. Numrene var i mange tilfælde meget korte, nærmest som om han og bandet løbende improviserede en slags medley over hans musik produktion de sidste 20 år. “Most Beautiful Girl”, “Nothing Compares To You” osv., manden kunne jo spille frem til jul med det bagkatalog. 
Ved første øjekast virkede meget af showet improviseret, men samtlige af artistens dansetrin, piruetter og øvrige stunts blev alle ramt umiskendeligt på beatet. Om det så galdt det at ende ude på platformen på det afsluttende break, så var den bare i vinkel. 
Og der blev ikke tale om at spise folk af med en af disse korte koncerter som man af og til oplever med de store navne, og også den lange opvarmningstid taget i betragtning. Næh, her var Prince nærmest ikke til at smide hjem. Efter et par ekstranummre sagde han farvel og gik op af trappen bagest på scenen og der kunne det hele have stoppet på en standard aften, men nej: “One more?” og folk kogte over, endnu et langt medley, og finalen bestod overraskende i at der blev hevet en 10 publikummer op på scenen og hvor de blev sat til at danse med kongen selv. Først efter næsten to en halv time tændtes det triste grå lys og virkeligheden vendte tilbage. Men så kunne man jo i smug betragte alle kändisserne som f.eks. Maria Montell, Povl Dissing og Porno Lasse, de var dog ikke sammen, så ingen rygter der.

Dette var den tredje koncert jeg har set med Prince, og grundlæggende er showet, musikken og hele stilen stort set det samme som de første gange. Hvorfor også ændre et party koncept der svinger og siger spar to til meste andet man ellers bliver budt i løbet af en koncert sæson. Måske savnede man Cat og måske savnede vi Sheila E. Til gengæld fik vi en 100% engageret udgave af Prince, uden det store scene udstyr og staffage (ingen basketball på scenen denne gang) men med masser af sjæl og dynamisk udstråling. Med andre ord, det er svært at bevare pessimismen overfor prinsens musikalske karriere, der må være mere guld i minen, mere Gold Experience.

Roger Nelson And Out.