I 1994 besøgte jeg Grand Canyon første gang. Dengang afstod jeg fra at gå ned i bunden da jeg vurderede at varmen og strabadserne i øvrigt var vor store. Jeg oplevede i stedet syd siden i bil med mange spektakulære overviews.

I 1999 var jeg så tilbage, i bedre form og bedre forberedt til en tur til bunden. Min rejsefælle Morten havde i 1994 gået ned og op fra sydsiden på samme dag, og det kan ikke anbefales til medmindre man er i rigtig god form.

Så planen blev at reservere to overnatninger i bunden på Phantom Ranch, og så i øvrigt have en ekstra dag i bunden til at rekreere før opturen. Eneste problem var at turen for vores vedkommende kun kunne gennemføres i juli, hvor GC er varmest og det kan blive op til 118 fahrenheit. Vi havde dog i ugerne op til, gået flere lange 3-4 timers hikes i andre varme National Parks, såsom Arches og Canyonlands, og havde fået en tillid til vores formåen. Personligt havde jeg dog stadig meget stor respekt for udfordringen og afstod således fra en hike i Zion dagen før, hvor Morten besteg Scouts Landing igen, som vi også så i 1994. Jeg ville dog spare på reserverne til næste dags nedtur fra North Rim, som ville bringe os 1800 højdemeter ned og 21 km ind i GC. 

North Rims øverste 1/3 falder de 1200 m, så det er et stejlt stykke de første 7 km ned.

Som altid var vi lidt forsinkede på vores sidste kørestræk mod North Rim’s Grand Canyon Lodge, hvor vi havde reserveret en hytte med bad. Vi ankom ca. 1 time før solnedgang og efter en kort orientering fandt vi ud af vi lige kunne nå overviews ved Point Imperial og Point Royal inden solnedgang. Så med Chevrolet Malibuen godt oppe i omdrejninger og uden for den værste myldretid nåede vi begge, ræsede tilbage og fik den sidste Deep Pan Pizza der blev langt over disken på GC Lodge den aften.

Klokken blev 23 før vi tørnede ind og den eneste plan vi havde var at starte nedturen 7.30 idet vi vidste at mulddyrs karavanerne startede kl. 8.00 og vi ville gerne have et forspring, så vi kunne slippe for at følges med dem på det stejle øverste stykke. Der ville være en ½ times kørsel til parkeringspladsen ved trail headet, så vi bestilte morgenmad til kl. 6.
Det gik fint, noget i sækken, tid til at nyde den fantastiske panorama udsigt fra restauranten og så første problem. Normalt når man besøger National Parks er det en god ide at besøge Visitor Centret og snakke med rangerne. Problemet var bare at Visitor C først åbnede kl. 7.30. Dvs. ingen rådgivning, ingen kort over området, hvis vi fastholdt den oprindelige plan. Det gjorde vi, idet man stort set ikke kan gå vild, der er kun en sti ned, hvor svært kunne det være. 

Så 7.45 efterlod vi den aflåste bil og så enden af den første mulddyrs karavane gå ned,  de var  åbenbart startet tidligere end beregnet. Efter 10 min. indhentede vi karavane 1 der nu var stoppet. Det var her at guiderne skulle til at instruere turisterne på mulddyrene, og i øvrigt checke udstyret så mor Karen ikke blev tabt på vej ned. Meget fint. Desværre er Morten allergisk overfor heste, inklusive mulddyr, så vi kunne ikke bare gå forbi. Så vi ventede indtil karavane 1 gik, for blot at blive hentet af karavane 2 der overhalede, og stoppede fordi karavane 1 var gået i stå. Så stod vi der med 21 km’s vandring foran os og kom ingen vegne i en halv time mens solen stod op og temperaturen begyndte at stige fra de behagelige 22-23 grader. Men så kom karavane 3. Herefter gik mulddyrene under betegnelsen "fucking mules".

Efter 3 km, kom det første vanddepot hvor vi kunne genfylde vores gallon dunke (4 liter). Vi havde begge startet med dem halvfulde, ingen grund til bære ekstra vægt, og vi fyldte også kun op til 2 liter her. Heldigvis var dette stedet hvor mulddyrene skulle vende. Vi fortsatte frem til næste vanddepot efter 7 km og var nu kommet godt 1200 meter ned. Klokken var nu ca.10.30 og temperaturen var nu nået op over 30 grader. Benene var gode, men at gå stejlt ned så længe kunne dog mærkes. Videre til Cottonfield Campground som lå efter 11 km og på det sted hvor stejlheden aftog, det gjorde varmen dog ikke. En ranger kiggede bekymret på de to fede danskere, men da han fik at vide vi havde overnatning på Phantom Ranch, og set vores gallon dunke sendte han os videre, med det råd at dyppe T-shirten i creeken på resten af turen, idet sveden fordamper så hurtigt at man faktisk er tør hele tiden. 

Her begår vi så den største fejl. Vi har nu set 3 vanddepoter på den første halvdel og antager derfor at der er flere tilbage. Det er her vi mangler kortet. Vi fylder 2-3 liter på og fortsætter ud på de sidste 10 km mod Phantom Ranch. Nu lyder en liter fra eller til jo ikke af meget men da kl. er 13.30 og dunken er tom og temperaturen er sidst i trediverne og vi ikke aner hvor langt der er tilbage, ingen skilte, er krisen til at få øje på. Morten er ved at gå sukkerkold så vi deler den sidste banan og endnu en powerbar (et glimrende produkt der virker fint sammen med store mængder vand). Selv har jeg det fint bortset fra bekymringen om den ukendte manglende distance. Så jeg beslutter mig for at drikke vand fra creeken. Det er generelt noget man fraråder, men som en ranger sagde da jeg senere spurgte er det dog at foretrække frem for at dø af tørst. Okay, vi manglede kun en time, ved vi nu bagefter.

Altså kl. ca. 14.20 dribler vi ind på Phantom Ranch og kravler ind i cafeen, hvor der er
aircondition (lidt). Samtidig er luftfugtigheden herinde normal, hvilket betyder at sveden får sin normale effekt og vi ligner to druknede mus, selvom det jo nærmest er det modsatte der er tilfældet. Vi får anvist vores køjer, som befinder sig i en 10-sengs hytte med bad og lidt aircondition, så der er vel en 33 grader, men vi er simpelthen nødt til at ligge og rekreere. Kl. 18 dribler vi tilbage til cafeen og indtager det forudbestilte "stew dinner", dvs. stuvning med noget ubestemmeligt kød, men mistanken kastes straks på mulddyrene.

Morten går i dyner lige efter, mens jeg heroisk går en kort tur og besigtiger camp grounden og de folk der også har slæbt deres telt herned.
Næste dag er Morten på toppen igen mens det nu er mig der hænger lidt da jeg ikke fungerer optimalt i 112 fahrenheit. Vi går en lille tur rundt over de to broer over Colorado floden, den ene der hvor South Kaibab stien ender fra sydsiden, og den anden der hvor Bright Angel ender. Maden i GC inkluderer en madpakke som sjovt nok indeholder fed ost og spegepølse, lige hvad man savner i varmen. Vi spiller lidt kort, snakker med de andre overliggere og aftens maden er igen: "stew dinner". Hvorfor ind i h.. bestilte vi ikke "steak" den ene aften?  Nå, der er plads til forbedringer. F.eks. kan jeg ikke anbefale at spare vægt, og undlade at tage ekstra sokker med. Jeg vaskede mine sokker tre gange og de lignede stadig noget Bjørn borg havde besejret McEnroe i på en grusbane.

 I øvrigt boede vi i hytte med et team af amerikanske good guys på udflugt. De havde sejlet i gummibåd fra Lees Ferries, og havde Gatorade med til en hel krig. Deres leder var geolog og i øvrigt en krydsning mellem Eisenhower og Clinton, og lagde ikke skjul på at han boede i verdens førende nation. Flink mand alligevel, og vi opgav at tælle hvor mange gange han sagde "Welcome to the US" og "Have  a nice trip". Han fik tydeligvis respekt for os da han hørte vi gik på North Rim, de skulle selv op af South. Respekt? Kun englændere og gale hunde går på North Rim. 

Vi planlægger næste dags genopstigning. Vækning 4.30, morgenmad 5.00, afgang 5.30.
Strategien er nu at gå "ud af" varmen, dvs. komme så langt op som muligt inden solen får fat. Vi afsætter dog tid til en afstikker for at se et vandfald, som vi fik anbefalet. Spild af tid.

4.30 Morten opdager til sin rædsel at hans rygsæk med indhold i nattens mulm og mørke er blevet overtaget af en flok myrer. Ikke specielt morsomt i situationen, men vi kommer af sted 5.20 inklusive en fuld gallon hver. Kl. 8.45 efter en detour til det der skod-vandfald når vi halvvejs mærket ved Cottonfield Campground, hvor en helikopter er i færd med at hente en uheldig vandrer der har skoldet sig på morgenkaffen. Vejret er med os, skyer trækker sammen og kl. 11.00 er der et let skydække som sparer os for unødig sol, vi kan sagtens holde varmen ved de gentagne trappetrin op af den frygtede sidste 1/3. Da vi kommer til det sidste vanddepot mangler vi så kun 3 km, men vi er færdige som gårdsangere. Selv Morten er holdt op med operaen, som han ellers benytter til at holde bjørne mm. væk.

Vi går begge på kanten af krampe i benene og stopper for hver 20-30 meter når serpentin stien vender. Jeg kan godt sætte mig ind i hvordan det er på Everest, med dårlig form kan vi opleve det samme her. Glæden er stor idet vi genkender det stykke sti der fører til parkeringspladsen og den heldigvis uskadte Malibu. 

We did it ! 7½ time, uden detour 7 timer rent, langt bedre end frygtet. Eneste lille problem er nu bare at få Malibu’en  kørt de 150 km til Tuba City hvor vi har et forudbetalt motelværelse.  And they went on……….

Retur til GC